De ristede havregryn holder sig sprøde i lufttætte glas mindst et par uger. Hvis de bliver lidt bløde eller seje, kan du give dem en tur i ovnen ved 180 grader varmluft i 3-5 minutter. Så bliver det hele sprødt igen.
Varm olivenolie og honning op på en stor pande ved middel varme, til honningen er smeltet og det hele er blandet – det tager ca. 1–2 minutter.
Kom de hakkede nødder, kerner og havregryn på panden, og rør godt rundt, så alt bliver dækket af honning og olie.
Rist blandingen ved middel varme i ca. 8–10 minutter, mens du rører jævnligt, til havregrynene er lysebrune og det dufter dejligt. Hold godt øje – det kan brænde hurtigt til sidst. Skrab blandingen over på et stykke bagepapir, og bred den ud, så den kan køle helt af.