Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page

Thai salat - orientalsk inpireret slaw med nordisk twistDenne her thaisalat er blevet mit bevis på, at når man leger med maden – så bliver man mindre kræsen. Og det lader til, det ikke kun virker på børn. I hvert fald har jeg fået nyt legetøj i køkkenet – en spiralizer – og den har fået mig til at elske rå rødbeder!

Ikke kun fordi de er pæne. For det er de! Især når de kommer ud som store svungne røde slangekrøller, der er sjove at arrangere i salaten.

Heller ikke kun fordi de er sunde. For det er de også! Man skal ikke læse længe på lektien for at fatte, at rødbeder er gode for både blodprocenten, fordøjelsen, mæthedsfornemmelsen, udholdenheden og mange andre ting.

Nej indrømmet, måske har det især noget at gøre med den friske, syrlige og skarpe her-kommer-jeg thai-dressing. Soya, sesam, hvidløg, ingefær, chili. Tilsammen kan krydderierne fra varme Thailand virkelig hamle op med rødbederne fra vinterkolde Danmark.

Spørger du mig, kan rødbeder godt være lidt fade i smagen, men her får de et ordentligt spark! Så jeg siger:

Tak, spiralizer. Tak thaisalat!

Og ok, du må gerne grine af, at jeg kalder en salat for ‘thai’ og putter rødbeder i. Det må så være den nordiske twist.

NB! Hvis du ikke har sådan et stykke spiraliseringslegetøj, kan du også bare rive grønsagerne groft eller snitte dem rigtig fint, fx i tændstikstave.

Opskrift på thaisalat - orientalsk salat med en nordisk twist

Aftensmad, Salater

Rækker til: 4 som tilbehør

Forberedelse: 20 minutter

Du skal bruge:

  • 4 gulerødder
  • 2 pænt store rødbeder
  • 1 pænt stor squash eller 2 små
  • ristede, usaltede peanuts (eller cashewnødder)
  • frisk koriander, så meget du lyster!

Til dressingen skal du bruge:

  • 1 spsk frisk limesaft (1/2-1 lime)
  • 1 spsk soya eller tamari
  • 1,5 spsk sesamolie
  • 4 spsk olivenolie
  • 1 lille fed hvidløg, revet eller presset
  • 1/2 tsk frisk revet ingefær
  • 1/2 tsk finthakket frisk chili (eller efter smag)

Tip! Thaisalat er en god, billig vinterspise

Forresten, ikke at forglemme – rødbeder er en god, billig, lokal råvare, du altid kan finde i butikkernes vintersortiment. Her i thaisalaten går den rigtig godt i spænd med både gulerødder og squash, der også har faste pladser på grønsagshylderne.

Tip! Ristede, usaltede peanuts

Du kan finde usaltede peanuts hos de fleste indvandrergrønthandlere. Jeg køber dem rå og afskallede og giver dem omkring 10 minutter i ovnen ved 200 grader. Så får de lidt farve og bliver fremragende, smagfuld knas i din salat.

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *