Go Back
+ servings
Scan for at gå til opskrift
QR Code
Luciabrød - svenske luciaboller med safran

Luciabrød - svenske luciaboller

Antal 20 stk.
Forb. tid 25 minutter
Tilb. tid 12 minutter
Hævetid 2 timer 30 minutter
Samlet 3 timer 7 minutter

Ingredienser

  • ½ g safran
  • 65 g sukker
  • 1 æg (halvdelen i dejen, halvdelen til at pensle med)
  • 100 g smør
  • 2,5 dl mælk
  • 15 g gær (dobbelt op, hvis du har travlt)
  • ¼ tsk salt
  • 500 g proteinrigt hvedemel (se tip)
  • rosiner (til pynt - evt.)

Kokkens noter

Proteinrigt hvedemel er i min verden hvedemel med mindst 12 g protein pr. 100 g. Protein er forudsætningen for udviklingen af gluten - og dermed både en elastisk dej og luftigt brød. Jeg vælger altid proteinrigt mel til bagværk med gær og surdej.

Tilberedning

  • Bland safran med lidt af sukkeret, og stød det i en morter. Bland med resten af sukkeret.
  • Pisk ægget i en skål med en gaffel. Du skal bruge det halve til dejen.
  • Smelt smørret blidt, tag af varmen, og rør mælk og safransukker i. Tilsæt så gær, og rør godt, til gæren er opløst.
    Tip: Det er vigtigt, at du rører mælken i smørret, før du tilsætter gær. Gærcellerne dør, hvis de får det for varmt (ca. 50 grader).
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen grundigt - på røremaskine ca. 10 minutter, i hånden så længe du orker. Den må gerne være blød.
  • Stil dejen til at hæve et par timer til dobbelt størrelse. Dæk skålen til med et viskestykke eller plastfilm, så dejen ikke tørrer ud. (Hvis du har travlt og bruger mere gær, hæver dejen hurtigere).
  • Når dejen er hævet til ca. dobbelt størrelse, ælter du igennem igen.
  • Del dejen i 20 stykker, og form dem efter fantasi og humør. Du kan se inspiration på billedet længere oppe – det var de ‘rigtige’ luciabrødsfaconer, jeg kunne finde. Pynt med rosiner.
  • Lad dem hæve en halv times tid – dæk dem løst til, så de ikke tørrer ud. Tænd ovnen på 180 grader varmluft, mens de hæver.
  • Pensl med æg, og bag ca. 12 min.. Hold øje – de skal være gyldne, men ikke brune.
  • Server dem, med koldt smør – eller bare som de er (der ér jo også ligesom en del smør i). De er allerbedst, når de er friskbagte.