Rør dejen sammen i en god stor skål. Hvis du rører i hånden, kan du tilsætte lidt ekstra mel, så dejen ikke er for blød. Hvis du har en røremaskine, kan dejen være lidt blødere. Lad maskinen køre, til dejen slipper kanterne.
Dæk dejen med et låg eller plastfolie, og lad den hvile på køkkenbordet en times tid. Sæt den så i køleskabet mindst 8 timer (gerne op til i hvert fald 16 timer).
En time før, du vil bage:
Tag dejen ud af køleskabet, og lad den vågne på køkkenbordet. Tænd ovnen på max varme ved varmluft (min kan tage 270 grader), og lad to plader varme med. Hvis du har bagestål, sæt det midt i ovnen og den anden plade under.
Brug en stor ske til at sætte dejen på bagepapir – du behøver næsten ikke at få fingrene i dejen. Du kan se teknikken her.
Drys evt. med solsikkekerner. Sæt bollerne ind på en gennemvarm plade midt i ovnen – en plade boller ad gangen. Hæld ca. 1 dl vand i den anden plade nedenunder. Bag bollerne i 13 minutter, måske lidt mere, til de er gyldne og sprøde.