Proteinrigt hvedemel er i min verden hvedemel med mindst 12 g protein pr. 100 g. Protein er forudsætningen for udviklingen af gluten - og dermed både en elastisk dej og luftigt brød. Jeg vælger altid proteinrigt mel til bagværk med gær og surdej.
Pisk gær, mel og vand sammen i en skål. Dæk med låg eller plastfolie, og lad det stå på køkkenbordet 8-12 timer.
Så er det dejens tur:
Riv gulerødderne fint. Bland så alle ingredienser i en røremaskine. Rør længe – til dejen samler sig om dejkrogen, ca. 10-15 min.
Du kan også få elastisk dej ved håndkraft, uden røremaskine. Så skal du folde dejen 5 gange med en halv times mellemrum. Se videoen her (en anden dej, men samme teknik).
Gør en condibøtte eller skål klar til hævning: Smør den indvendigt med olie, og hæld dejen over i skålen. Dæk med låg eller folie, og lad dejen starte hæveprocessen på køkkenbordet i ca. 1 time. Sæt den så i køleskabet i 8-16 timer.
Og nu skal der bages!
Tag dejen ud af køleskabet ca. 1 time før du vil bage, så gærcellerne vågner lidt mere inden bagning.
Tænd ovnen på 270 grader varmluft – 45 min. før bagetid hvis du bruger bagestål, 30 min. før hvis du bager direkte på bagepladen. Sæt to bageplader ind – en i midten (evt. med bagestål) og en under. Følg fremgangsmåden for at forme bollerne i videoen (en anden dej) – eller på billederne nedenfor (denne dej).
Gør klar med sesamfrø, dejdeler og bagepapir.
Drys sesamfrø ud på bordet - ca. 35 * 35 cm.
Skrab dejen ud på sesamfrøene.
Tag fat i dejens to fjerne 'hjørner', og fold den ind over sig selv med et snuptag.
Del dejen.
Hak dejen ud til boller, og sæt dem på bagepapir.
Bag dem i ca. 12 min. (afhænger af, hvor varm din ovn er). Bollerne skal være mørkt gyldne.