Proteinrigt hvedemel er i min verden hvedemel med mindst 12 g protein pr. 100 g. Protein er forudsætningen for udviklingen af gluten - og dermed både en elastisk dej og luftigt brød. Jeg vælger altid proteinrigt mel til bagværk med gær og surdej.
Opløs gær og sukker i det lunkne vand, og ælt så dejen sammen med kanel, hvedemel, grahamsmel og salt. Kør maskinen i ca. 5 min.
Tilsæt så det bløde smør i stykker. Kør til dejen er jævn, og dæk den med låg eller plast. Lad den hæve lunt i ca. 1 time, til den er synligt hævet.
Gør klar til at samle æblebruddene: Riv æblerne groft, hak nødderne groft.
Tag dejen ud på bordet (uden ekstra mel). Lav en fordybning midt i dejen, og slå ægget ud her. Fordel æble, nødder og tranebær ovenpå. Så skal der foldes og hakkes …
Brug en stor dejdeler, og fold dejen ind over sig selv, skiftevis med, du hakker den i mindre stykker. Du skal ikke have fingrene i dejen! Fortsæt, til ingredienserne er groft blandet. Fordel så dejen i 12 ‘stykker’ på bagepapir. Se videoen nedenfor.
Lad dem efterhæve i 30 min.
Forvarm ovnen til 200 grader varmluft, og bag de grove æblebrud i 12-15 min., til de er gyldne og gennembagte. Lad dem køle lidt af på en bagerist, før du sætter dem til livs …