Sørg for, at andelårene er tøet helt op. Knus krydderierne i en morter, og gnid dem godt ind i andelårene. Lad dem hvile i en frysepose i køleskabet i 12-24 timer. Tip: Hvis du ikke har en morter, kan du også bruge en lille elektrisk kaffekværn til at findele krydderierne.
Skyl krydderierne grundigt af, ellers kan fonden blive alt for salt, og dup lårene tørre. Varm andefedtet op i en gryde ved lav varme, og læg andelårene i. De skal være helt dækkede af andefedt. Lad fedtet kun lige simre, og lad lårene hygge sig i ca. 3 timer, til de er fuldstændig møre.
Nu kan du opbevare andelårene i fedtet på køl, hvis du ikke skal spise dem med det samme. De holder længe – op til et par måneder – bare de er dækket af fedtet.
Tip! Hvis du skal bruge andelårene i dag eller i morgen, så fisk dem op med det samme. Hæld fond og fedt op i en høj, gennemsigtig beholder, fx et blenderglas, og sæt det koldt. Så er det nemt at tage fedtet fra senere.
Når andelårene skal spises: Varm dem op på en pande ved mellemhøj varme, i ovnen i ca. 20 minutter ved 220 grader varmluft eller i mikroovnen nogle få minutter, til skindet er knasende sprødt. Brug grillfunktionen til sidst, uanset om du bruger ovn eller mikroovn. Hold godt øje!
Sådan laver du saucen:
Fjern fedtet fra gryden (eller din gennemsigtige beholder), når det er koldt, og varm den andefond, der ligger tilbage. Si den gennem en fintmasket metalsi. Tilsæt fløde og portvin, og smag den til med salt og peber. Hvis du gerne vil have lidt mere sauce, kan du tilsætte 1/2 – 1 dl andefond (købt). For mere smag - smag til med gastrik. Jævn saucen med sovsejævner, hvis du synes.
Sådan laver du lynstegt grønkål med æbler:
Hak nødderne groft, og rist dem på en tør pande ved mellem varme, til de dufter og lige begynder at tage farve. Lad dem køle af, fx på et stykke bagepapir.
Fjern kernehusene fra æblerne, og skær æblerne i tynde både. Smelt andefedtet på en stor pande ved mellemvarme, og vend æblerne forsigtigt rundt her, til de begynder at karamellisere. Drys med lidt salt. Tag dem af panden.
Hak grønkålen groft imens. Vend den på panden ved mellem varme, til den falder sammen. Krydr med salt og peber. Anret grønkålen på et fad, fordel æblerne over, stænk med lidt balsamico, og drys med de ristede nødder.