Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Thaisuppe med kylling og kokosmælk

 

Snuetid er suppetid, og jeg kan godt li’, den har et svirp, stort eller lille. Og det kan den hurtigt få, når der er panang karry involveret. Min thaisuppe med kylling og kokosmælk kan blive hvinende stærk, men hvis du passer på med karrypastaen, kan den også blive mere mild og venlig. Kylling, champignons og kokosmælk trækker også i den retning.

Jeg blev selv overrasket over, hvor lidt karrypasta, der skulle til. Sikkert fordi jeg køber den rigtige Mae Ploy Panang karry – den er simpelthen så koncentreret, at lige godt en halv teske var nok. En hel ville afgjort have været for meget. Jeg vil tro, du kan finde den gode karrypasta i et thaisupermarked nær dig også.

Jeg havde en kyllingfond stående fra kogt kylling, men du kan også bare bruge en god bouillon.

 

Gem

Thaisuppe med kylling og kokosmælk

Aftensmad

Rækker til: 4-6

Forberedelse: 30 minutter

Du skal bruge:

  • 1,5 l kyllingfond (vand + hønsebouillon eller hjemmekogt)
  • Evt. 5 kaffir limeblade
  • 1/2 tsk panang karrypasta (jeg bruger Mae Ploy. Den smager fantastisk, men den er pivstærk - juster mængden efter hvor stærk din er)
  • 4 hele nelliker
  • 1 dåse kokosmælk (den fede)
  • ca. 400 g kyllingfilet
  • 1 - 2 peberfrugter
  • 250 g champignons
  • salt
  • 1 lime

Til pynt

  • En håndfuld frisk koriander

Sådan gør du:

  1. Varm kyllingefonden op, og tilsæt kaffir limeblade, nelliker og karrypasta. Lad det simre, så suppen tager smag af krydderierne.
  2. Skær kyllingfileterne i helt tynde, mundrette skiver.
  3. Rens og skær champignons i tynde skiver (hvis du har en æggedeler - brug den).
  4. Hak peberfrugterne i små tern. Skyl korianderen og hak den. Skær en limefrugt i både.
  5. Rør kyllingeskiverne i suppen, og lad det simre videre i 5-10 minutter.
  6. Tilsæt champignons, og lade det igen simre 5 minutter.
  7. Tilsæt peberfrugtternene, og varm igennem.
  8. Pres limesaft i suppen, lige før du serverer. Smag til med salt og evt. lidt ekstra karrypasta.
  9. Server med limebåde, koriander og brød.

Tip om tilbehør:

Server suppen med godt brød – fx naan.

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *