Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Den sprødeste pizzabund

Elsker du at bage din egen pizza, og vil du ikke gå på kompromis med din pizzabund? Altså – skal den være let, tynd og knasende sprød? Så siger jeg velkommen i klubben. Jeg har gjort min research, og her får du opskrift. Med tips om det hele – mel, bagegear og metode. Voilá!

Hvad er hemmeligheden bag den ufatteligt gode pizzabund, spørger folk.

Og der er ikke bare én. Der er flere – bortset fra at det altså ikke er hemmeligt overhovedet. Her får du mine bedste tips fra toppen af …

Tips til den helt perfekte pizzabund:

  • Køb det rigtige pizzamel. Tipo 00 er nummer ét, alternativt manitoba – og tjek, at proteinindholdet er mindst 11,5 procent. 11,5 gram protein pr. 100 g mel. Så får du en elastisk dej, der kan danne smukke, lækre luftbobler og en superelastisk dej til din tynde pizza.
  • Begynd i god tid. Helst et døgn før, du vil spise pizza.
  • Ælt dejen, til du kan lave glutentesten. Du får to metoder nedenfor – en med maskine og en uden.
  • Brug bagesten eller bagestål. Hvis du virkelig elsker pizza, er det en god investering (for life). Også til alt muligt andet hvedebrød, forresten.

Den sprødeste pizzabund og den perfekte pizzasauce

Sprød pizzabund i almindelig ovn?

Kan man virkelig få en sprød pizzabund, når man bager i en almindelig ovn derhjemme?

Ja, det kan du godt, men det går absolut bedst, hvis du investerer i en bagesten eller et bagestål. Jeg sværger til det sidste. Og jeg bruger det også til alle mulige andre typer brød og boller.

Tricket er, at det kan opføre sig næsten som en stenovn: Opsamle en hel masse varme, som det frigiver til din pizzabund, når du lægger den ind i ovnen. Og det virker: Din pizzabund bliver knasende sprød fra neden i en fart, og den skal kun bage kort, så den også bevarer sin lange, seje krumme indeni.

Bare husk, at et bagestål (eller en bagesten) skal være knaldvarm, før du bager. Og din ovn skal op må max varme. Jeg bager ved 270-300 grader og lader mit bagestål forvarme i 45 minutter.

Du kan også bage sprød pizza på grillen!

Dit bagestål (eller din bagesten) er som skabt til bagning på grill. Og her kan der virkelig komme knald på varmen:

  • Tænd grillen på fuld varme – indirekte varme på en kulgrill og hele grillen på en gasgrill.
  • Lad bagestålet forvarme – 10-15 minutter, når grillen er godt varm.
  • Sluk varmeelementerne lige under bagestålet på en gasgrill, inden du lægger pizzaen på.
  • Bag pizzaen under låg. 4-6 minutter til den er sprød og har gyldne kanter. Bagetiden afhænger af, hvor varm din grill er, og hvor tyk din pizzabund er …

Og den nemmeste, skønneste tomatsauce …

Nåja, den skal du heller ikke snydes for. En tomatsauce, der virkelig rammer plet. Jeg var noget skeptisk, da jeg opdagede, der skulle smør i. Men prøv det. Det er så nemt, så man lige så godt kan give det et skud. Og nu sværger jeg til den, kun den. Tippet fandt jeg hos Gastromand – tak for det!

Opskrift på den sprødeste pizzabund og den perfekte pizzasauce

Aftensmad

Rækker til: 4-6 personer

Forberedelse: 12-24 timer

Til 4 sprøde pizzabunde skal du bruge:

  • 5 g gær
  • 5 dl vand
  • 1/2 dl olivenolie
  • 625 g hvedemel (tipo 00)
  • 2 tsk fint salt

Til den perfekte (og nemme) tomatsauce skal du bruge (her bliver til mere end én gang):

  • 1 flaske tomatpassata (680 g)
  • 1 stort rødløg
  • 2 fed hvidløg
  • 70 g smør (ja!)
  • salt

Sådan laver du de sprøde, fine pizzabunde:

  1. Rør gæren ud i vandet, og tilsæt de øvrige ingredienser. Du kan sikkert allerede mærke, hvordan dejen bliver mere elastisk, end den plejer. Tak til det proteinrige mel, der danner gluten. Det vil vi ha’ mere af, med eller uden røremaskine:

  2. Med røremaskine: Rør dejen i ca. 15 minutter, til du kan lave glutentesten: Træk dejen ud mellem fingrene, til den er tynd som pergamentpapir – uden at gå i stykker. Hvis den ikke kan holde til det, skal den røres lidt mere.

  3. Uden røremaskine: Giv dejen en lille smule motion hver halve time. 6 gange, gerne 7. For mig virker det at sætte et ur – ellers glemmer jeg det … Motionen foregår sådan her: Tag fat i dejen i den ene side, og løft den over til den modsatte side af skålen. Drej skålen en kvart omgang og gentag. Gør det 4 gange, så du kommer alle verdenshjørner rundt. Lad så dejen hvile en halv time. Sæt uret. Gentag. Dejen bliver mere og mere elastisk for hver gang. Det ka’ vi li’.

  4. Nu skal dejen hæve koldt. Længe. Dæk den til, så overfladen ikke tørrer ud. Enten med et låg, med plastfolie eller en stor frysepose, du har klippet op, så den dækker helt. Sæt dejen i køleskabet 12-24 timer.

  5. Ca. 2 timer før spisetid: Find to stykker bagepapir frem, og drys dem med hvedemel. Drys også bordet med et tyndt, fint lag mel, og vend dejen ud her. Del den i 4. Saml hvert stykke til en bolle og stram den op. Læg de 4 boller på bagepapiret med god afstand, 2 boller på hver. Dæk dem med plastfolie, du har smurt med olivenolie, så det ikke hænger fast i dejen. Sæt bollerne køligt 1-2 timer – eller hvis du har travlt: Sæt dem på køkkenbordet en god halv times tid. Tænd ovnen på max varme ca. 1/2 time før, du vil bage. Sæt også en bageplade ind.

  6. Hvis du har bagesten eller bagestål – tænd ovnen 45 minutter før, og sæt bagesten/bagestål ind.

  7. Lav en pizza ad gangen: Gør et stykke bagepapir klar. Tag en bolle, og tryk den ud til pizzafacon. Start fra midten, og sørg for at lave en lidt tykkere kant. Du kan også trække lidt i dejen – og bliv ved, til din pizzabund er stor nok og stabil i faconen. Læg den på bagepapiret, pynt den med det fyld, du elsker. Træk bagepapiret med pizzaen ind på bageplade, bagesten eller bagestål, og giv den 5-7 minutter (evt. lidt længere, hvis den står direkte på bagepladen).

  8. Spis!

Og tomatsaucen:

  1. Pil løget og skær det i brede både. Pil hvidløget og halver det. Lad alle ingredienser simre i 40 minutter. Køl lidt af og blend. Smag til med salt (og evt. andre krydderier). Færdig.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Tip! Mine pizzafavoritter

Du kan fx lave din pizza med aubergine eller med røget laks. 

Måske også noget for dig?

4 kommentarer til Knasende sprød pizzabund og den perfekte pizzasauce

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.