
Min kylling masala er fra den søde del af det indiske køkken – og den er en af mine favoritter. Tikka Masala er hindi og betyder noget i retning af krydrede stykker. Og det er det. Men ikke hot krydrede.
Og så skylder jeg straks en indrømmelse her: Normalt vil man marinere kyllingen i en yoghurtmarinade og gerne en hel nat, hvis det skal være. Men yoghurten sprang jeg over, og jeg lavede en lynversion, hvor jeg bare marinerer i krydderierne en halv time, mens jeg gør resten klar. Altså – en lyn-tikka-masala.
Indisk – og sødt?
Ja, nu må jeg så allerede i gang med indrømmelse nr. 2. For jeg har læst mig til, at kylling tikka masala faktisk er en ret ny opfindelse – og at den er opstået på en restaurant i Glasgow. Men mon ikke, der var nogle indere involveret? Det vil jeg tro.
Og sød, ja det er min udgave af kylling tikka masala. Det søde kan jeg takke abrikoserne for – og det får lidt modspil fra chiliflagerne. Men rigtig stærk er den slet ikke.
Retten er virkelig vanvittig velsmagende, faktisk på favoritmåden. Og mon ikke den kan tilskrives safran?
Kylling tikka marsala både dufter og smager himmelsk, og i min version er den virkelig nem at lave.
Tilbehør til kylling tikka masala
Kylling masala saucen smager så absurd godt, at du selvfølgelig skal have noget at søbe den op med. Jeg plejer at koge ris til – men du kan selvfølgelig også bruge indisk naan brød. Hvis du vil have brune ris, så sæt dem over med det samme.
Nu er der jo ikke en verden af grønsager i retten, så jeg vil foreslå, at du også serverer noget grønt ved siden af. Det kan fx være let kogte broccolini eller grønne bønner – eller du kan lave en hvid spidskålssalat, fx denne med koriander og cashews.
PS. Hvis du hellere vil have en vegetarisk tikka masala, så har jeg lavet en med auberginer.