Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page

Kylling i peanutsauceKylling i peanutbutter er et rigtig godt eksempel på, hvordan man kan forny sit køkken ved at kombinere det, man kender, på nye måder. Peanutbutter – tjek. Kylling – tjek. Broccoli – tjek. Ned i samme gryde – hm?

Inspirationen er fra Oscar Umahro, som virkelig har den evne til at kombinere kendte ingredienser på nye måder. Første gang, jeg fik peanutbutter i min aftensmad, var dog mange år tidligere, da en afrikansk høvding (ja, han var) kokkererede hjemme hos os, og han brugte det i en tomatsovs med kylling (prøv det!). Lidt som når man brugte fløde i sovsen før i tiden. Men peanutbutter tilføjer bare noget meget mere fyldigt og eksotisk til smagen.

Kylling i peanutbutter er en nem og hurtig ret. Ris er godt til, og hvis du foretrækker brune ris, så start med at sætte dem over. Så kommer det hele til at passe.

Opskrift på kylling i peanutbutter – med broccoli

Du skal bruge:

600 g kyllingfilet i grove lunser
2 store rødløg i tynde skiver
1 fed hvidløg, finthakket
10 g frisk ingefær, revet eller finthakket
2-3 spsk olivenolie
5 dråber fishsauce
1 tsk gurkemeje
salt
friskkværnet peber
1 dl peanutbutter
3 dl kogende vand
1 hoved broccoli, stokken i tynde stave, toppen i små buketter
Saft af 1/2 lime

Server gerne med soya, man kan dryppe på efter smag.

Sådan gør du:

  1. Steg kylling, løg, hvidløg og ingefær i olien sammen med fishsauce og gurkemeje ved middel varme i 10-12 minutter. Kyllingen skal tage farve, løgene skal blive bløde og søde.
  2. Opløs peanutbutter i det kogende vand og hæld det i gryden. Lad det simre i 20-30 minutter. Spæd til med vand, hvis det bliver for tykt eller vil sætte sig fast i bunden af gryden.
  3. Damp broccolien med de sidste 3 minutter, så den er lidt sprød endnu.
  4. Smag til med lime, salt og peber.

Tilbehør:

Retten fungerer fint som en one-pot-dinner. Men du kan også servere den med ris og evt. råkost.

Tip:

Du kan også bruge andre typer kød (fx kalkun, lam eller okse) og andre grøntsager (fx aubergine, som så skal med i gryden fra starten).

Gem

Gem

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *