Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()
Vegetar lasagne med aubergine, spinat og hytteost

Opskriften på min vegetar lasagne er nok den opskrift, der er blevet brugt allermest gennem årene – i hvert fald af mine unger. Hos os går den under navnet Muttis grønne lasagne, og det er en vegetarlasagne med aubergine, der er pivnem at lave. Og den smager fantastisk. Italiensk på den grønne måde – men også et hit blandt kødspisere. Vi krydser altid fingre for, der bliver en rest til madpakken dagen efter.

Hvis du leder efter en mere rendyrket auberginelasagne, kan du også kigge forbi min aubergine parmigiana, der er den italienske grønsagslasagne uden lasagneplader. Du bruger simpelthen aubergineskiverne som lasagneplader.

Men her får du begge dele. Pasta på lasagnemåden – med aubergine.

Vegetarlasagne med hytteost – så nemt!

Normalt er lasagne en større øvelse med to saucer – oftest en kødsauce og en bechamelsauce. Jeg har bare aldrig været den store fan af hverken kødsauce eller opbagte saucer. Mel, smør – piske – mælk – piske mere – mere mælk osv. Ikke lige mig. I stedet har jeg lavet en grønsagslagsagne, hvor jeg hælder hytteost direkte i grønsagssaucen. Så ku’ det ikke blive nemmere. Og det smager bare hamrende godt.

Mine unger har spist den vegetariske lasagne, siden de var helt små. Så jeg tør godt kalde den børnevenlig også. Hvis du er bange for, at dine børn ‘opdager’ grønsagerne, så findeler du dem bare. Også auberginerne. Men som voksen synes jeg det er lidt ærgerligt, fordi jeg jo netop godt kan li’ auberginer.

Så det er bare et tip til grønsagskræsne børn. Den slags går over – eller det gjorde det i hvert fald for mine.

Vegetar lasagne med aubergine, spinat og hytteost

Hvilke grønsager skal der i en vegetarisk lasagne?

Der er mange grønsager, der egner sig godt til vegetar lasagne, og du kan også variere, hvis du har lyst (se tip 2 under opskriften). Men her har jeg valgt:

  • Auberginer. Fordi jeg elsker auberginer, og sådan en mør aubergine passer virkelig godt i en blød lasagne.
  • Squash. Den skal bare rives eller hakkes.
  • Gulerod. Gør tomatsaucen en smule sødere og rundere i smagen. Skal bare rives eller hakkes.
  • Løg og hvidløg. Gode basics i de fleste slags lasagne.
  • Spinat. Super sund og nem at tilføje. Og du må gerne genopvarme lasagnen, selvom du putter spinat i. Læs mere om genopvarmning af persille og spinat her.
  • Tomat – selvfølgelig. Her bruger jeg en tomatpassata, der er kraftig i smagen.

Vegetar lasagne med aubergine – på to måder. Du vælger

Det mest tidskrævende ved den grønne lasagne er klart auberginerne. Hvis de skal blive rigtig møre, har de bare godt af at ligge og trække med salt en halv times tid eller mere. Og så skal de grilles (i ovn eller på grill) eller steges. Ja, det tager tid. Hvis du ikke har tid til det, se tip 1 nedenfor.

Men hov! Du kan også gøre auberginerne klar dagen i forvejen. Eller mange dage i forvejen – og lægge dem i fryseren, til du skal bruge dem. Det tager de absolut ingen skade af, og du kan lave lasagnen noget hurtigere. Jeg gør tit det, at jeg bager, steger eller griller mange auberginer ad gangen og gemmer dem i fryseren i passende portioner. Du kan også bruge opskriften her – og evt. skære dem i store stykker, når du lægger dem i lasagnen.

Og nu vi er ved det der med at gøre det nemt: Det er supersmart at lave dobbelt portion vegetarlasagne. Se tip 3 nedenfor …

Tilbehør til lasagne?

Du har sikkert din egen idé om, hvad der skal til en lasagne. Hos os er det en frisk salat, nu om stunder nok oftest en kålsalat, fx med cherrytomater, agurk, lidt feta og den gode olie-eddikedressing.

Gem

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Vegetarlasagne med aubergine, spinat og hytteost

Aftensmad

Rækker til: 4

Forberedelse: 1 time

Tilberedning: 40 minutter

Du skal bruge:

  • 2 auberginer

  • 1 løg

  • 1 fed hvidløg

  • 1 gulerod (ikke for stor)

  • 1 lille squash

  • Olivenolie

  • En halv flaske tomatpassata (1 flaske = 680 g)

  • 100 g helbladet spinat – frisk eller optøet fra frost (kan udelades)

  • Grønsagsbouillon (fx på flaske eller Herbamare – ca. 1,5 tsk)

  • Grønne krydderier efter smag, fx oregano, basilikum, timian

  • 1 lille dåse økologisk hytteost

  • Lasagneplader – gerne de grove

  • Ca. 75 g revet cheddarost eller en kugle frisk mozarella

Sådan gør du:

  1. Skær auberginerne i 1 cm tykke skiver på langs. Drys dem med salt, og lad dem trække en halv times tid eller mere. Skyl dem, dup eller vrid væden af. Dette kan du gøre i god tid før spisetid. Så er du klar til trin 2:

  2. Dryp nu auberginerne med lidt olivenolie og grill dem, til de er møre. Enten i ovnen eller på en (grill)pande.

  3. Skræl løg, hvidløg og gulerod og hak det fint i minihakker eller foodprocessor. Giv også squashen en tur i minihakkeren. (Hvis du ikke har en minihakker eller foodprocessor, kan du i stedet hakke løg og hvidløg og rive gulerod og squash). Svits det hele i olien ved mellemvarme, til løgene er klare.

  4. Tilsæt tomatpassata, evt. spinat, bouillon og krydderier. Varm det godt igennem.

  5. Ta’ gryden af varmen og tilsæt hytteosten. Rør godt rundt, så den ikke smelter sig fast til bunden.

  6. Læg det hele lagvis i et fad. Start med sauce dernæst grillede auberginer og lasagneplader. Gentag, til du ikke har mere. Slut af med aubergineskiver og til sidst sauce – og top op med enten revet cheddarost eller tynde skiver mozarella. Lasagnen bliver bedst, hvis du har mindst 4 lag lasagneplader.

  7. Du kan bage lasagnen både i ovn og mikroovn:

  8. Ovn: 180° 35-40 minutter.

  9. Mikro: 4 minutter ved max effekt (til den er gennemvarm, tjek ved at mærke under bunden af fadet).
    30 minutter ved 40 % effekt.
    4 minutter grill (husk stativ under fadet).

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!


Tip:

Hvis det skal gå lidt hurtigt, kan du skære auberginerne i tern og stege dem møre i en gryde med olivenolie – mellemvarme. Bland dem i grønsagssaucen.

Tip 2:

Du kan sagtens snyde flere gode grønsager i. Prøv fx at rive knoldselleri i (det smager virkelig godt) eller snit fennikel i helt tynde skiver. Eller se, hvad du nu har fået til overs i køleskabet. Dog – ingen kål ;-)

Tip 3:

Hvis du vil have nem lasagne næste gang, så lav dobbelt portion. Her er det en fordel at fryse saucen og auberginen ned hver for sig. Du kan også sagtens fryse den færdige lasagne. Det er bare lidt upraktisk at fryse et fad ned – det fylder i fryseren og mangler i køkkenet.

Vegetar lasagne med aubergine, spinat og hytteostHvad synes du om den vegetariske lasagne?

Hvis du laver lasagnen, vil jeg blive superglad for en kommentar i kommentarfeltet nedenfor. Var den god? Savnede du noget? Gode ideer og ønsker modtages med kyshånd. Er du instagram-typen, så kigger jeg også gerne med! Bare husk @muttionline og #muttionline – så iler jeg med et hjerte til dig. Eller deler, hvis jeg må.

Måske også noget for dig?

4 kommentarer til Vegetar lasagne med aubergine, spinat og hytteost

  1. Superlækker lasagne og smart måde at undgå den fede bechamelsovs.
    Vi lavede den med spinat, så resterne er spist kolde – det gav krydderurterne ekstra mulighed for at træde frem.

    1. Tak for din søde kommentar. Godt opskriften kunne bruges – og at jeg har en forbundsfælle i forhold til saucen 😉 Kh Bodil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.