Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page

Laksemousse med røget laksLaksemousse er en skøn kold forret, og her får du den i en version, der er nem at anrette til gæster. Lidt blæret! I hvert fald i forhold til hvad jeg plejer …

Du kan forberede det meste i god tid, så det er nemt at anrette lige før servering.

Det ser fint ud – og samtidig er det supernemt! Min laksemousse er med røget laks, og her er den serveret med fennikelsalat med dild og sprødstegte kapers. Sprødstegte kapers er en overset delikatesse – den skal du glæde dig til!

Opskrift på laksemousse med røget laks

Til 4-5 personer tager du:

150 g frisk laks
50 g røget laks
1/2 lille bæger creme fraiche 38 %
friskkværnet peber

1/2 fennikel
et lille bundt dild
1-2 tsk flydende honning
saft og skal af 1/2 øko-lime

1 lille glas kapers
1/2 dl olivenolie

Sådan gør du:

  1. Laksemoussen: Tilbered den friske laks – enten ved at dampe den i en gryde eller gi’ den en tur i mikroovnen ved middel effekt, til den lige netop er gennemstegt. Lad stykkerne køle af.
  2. Hak så den røgede laks i hånden. Når den tilberedte laks er kølet af: Del den med en gaffel (fjern skindet), og bland den med den røgede laks, creme fraiche og peber. Sæt på køl.
  3. Fennikelsalaten: Snit fennikel i papirtynde skiver, evt. på mandolinjern, hvis du har. Ellers en skarp kniv tilsat tålmodighed :-) Vend den med lime og honning, og sæt på køl. Vent med dilden.
  4. Kapers: Dræn vandet fra, og pres kapers let i et par stykker køkkenrulle. Steg dem så ved middel varme i olivenolie på en lille pande, til de begynder at tage farve. Læg dem på frisk køkkenrulle, og lad dem køle af.
  5. Så anretter du: Hvis du har en metalring (diameter ca. 7-8 cm), kan du presse moussen i facon direkte på tallerknerne. Det er meget simpelt. Ellers placer med en ske.
  6. Skyl dilden, dup den tør med et viskestykke, og klip den i 2-3 cm lange duske. Bland dem i fennikelsalaten. Gem et par fine duske at pynte med. Arranger salaten oven på de runde mousser. Eller ved siden af … Drys til sidst med de sprøde kapers, og giv et lille stykke lime ved siden af. Blæret! og lækkert.

Server med et stykke godt brød.

Tip

Du kan købe metalringe til anretning for eksempel hos Kunst og Køkkentøj eller H. W. Larsen. De findes sikkert også hos mange almindelige isenkræmmere.

Gem

Gem

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *