Min søster har blommer i sin have, så i aften fik jeg blommer i min mave. Blommerne kom dog først i min kage :-) Blommekage er en rigtig efterårsklassiker, men du kan sagtens bruge frosne blommer. Har du blommer i fryseren, er der nem blommekage hele året. Smart.
Blommekagen er god både som dessert – for eksempel efter suppe – og bare for sig selv, hvis du er i kagehumør.
Opskriften passer til en springform, stor tærteform eller tilsvarende.
Opskrift på nem blommekage med kanel
150 g smør (blødt, stuetemperatur)
150 g sukker (jeg bruger altid råsukker)
2 æg (stuetemperatur)
150 g mel (jeg brugte fuldkornsmel – du kan også bruge fuldkornsspelt eller grahamsmel – giver lidt mere bid end hvid hvede)
1 tsk bagepulver
500 g udstenede blommer (de danske er de bedste, men alle blommer kan bruges)
1 spsk kanel
50 g mandler
tesukker
Sådan laver du nem blommekage:
- Start med at finde æg og smør frem, og lad det lune sig på køkkenbordet – gerne nogle timer.
- Tænd ovnen på 150° varmluft.
- Hurtig kagedej – sådan: Rør/pisk sukker og smør sammen. Tilsæt æg, mel og bagepulver, og pisk det hurtigt sammen.
- Hak mandlerne groft.
- Smør nu formen med smør (eller læg bagepapir i bunden – eller brug en silikoneform), og fordel godt halvdelen af dejen heri. Fordel så blommerne over og drys med kanel. Den sidste del af dejen skal øverst – den kan ikke dække helt, men det kommer den til, når kage bliver bagt. Drys med mandler og med sukkeret til sidst.
- Sæt kagen i ovnen, og bag den ca. 50 minutter.
- Lad den stå gerne en halv times tid, før du skærer den. Så er den stadig lun, og den er nemmere at skære.
Kagen er rigtig god med enten flødeskum, creme fraiche, vaniljeis eller en blanding af græsk yoghurt, flødeskum og lidt vanillesukker.
Gem
Gem
Gem