Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()
Nem blommekage med kanel

GeHar du et blommetræ, eller er du faldet over danske blommer nu, hvor det er sæson? Så er det her den nemme kage med blommer. Den er både saftig indeni, sprød udenpå og fuld af aromatisk blommesmag. Blommekage, når det er bedst.

Jeg er så heldig, at min søster har blommer i sin have – og masser af dem – så jeg kom hjem med en god stor pose. De blev udstenet, bagt til blommekage og – nu ligger de rigtig godt i min mave. En liiille smule tungt, men sådan er det vel med en god kage :-)

Du kan bruge friske eller frosne blommer til blommekagen

Blommekagen er en rigtig efterårsklassiker, men har du blommer i fryseren, kommer der også en fremragende  blommekage ud af dem. Derfor har jeg jeg også straks pakket nogle poser til vinterens kagesult.

Når blommerne tør op fra fryseren, vil de afgive noget væde, og det skal du ikke smide ud. For der er rigtig meget smag i blommesaften. Jeg plejer at fordele den lidt: Noget af saften blander jeg i dejen til sidst, og noget fordeler jeg sammen med blommerne, når jeg lægger kagen sammen.

Bag gerne kagen i god tid

En god, fugtig blommekage kan sagtens bages dagen i forvejen. Bare opbevar den lufttæt og gerne køligt. Tag den ud af køleskabet en time før servering, så den ikke er køleskabskold. Du kan også lune den lidt – fx ved 150 grader i 10 minutter.

Kage med blommer til dessert – eller til kaffen

Brug blommekagen som dessert – for eksempel efter suppe eller fisk. Eller bare som en fremragende kage med frugt, når der skal noget sødt til kaffen.

Opskriften passer til en springform, stor tærteform eller tilsvarende. Og husk, bunden bliver mest sprød, hvis du bager i en metalform.

Hvad kan du bruge i stedet for blommer?

Hvis du er løbet tør for blommer, eller sæsonen er slut, kan du også lave kagen med andre frugter. Prøv fx:

  • Æbler, også med kanel
  • Pærer, med vaniljesukker
  • Andre stenfrugter, fx ferskner, abrikoser eller nektariner.
  • Solbær, også med kanel
  • Hindbær, med vaniljesukker
  • Måske en bærblanding fra frysedisken?Gem
Nem blommekage med kanel

Hvad skal der til en nem blommekage?

Kagen er rigtig god med enten flødeskum, creme fraiche, vaniljeis eller en blanding af græsk yoghurt, flødeskum og lidt vanillesukker.

NB! Har du mange blommer i haven, som min søster – så prøv også at bruge dem i det salte køkken. Fx i denne blommesalsa, der går rigtig godt til hvid fisk.

Gem

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Nem blommekage med kanel

Desserter og kager

Rækker til: 8-12

Forberedelse: 30 minutter

Tilberedning: 50 minutter

Du skal bruge:

  • 150 g smør (blødt, stuetemperatur)

  • 150 g sukker (jeg bruger altid rørsukker)

  • 2 æg (stuetemperatur)

  • 150 g mel (jeg brugte delvist fuldkornsmel – du kan også bruge almindeligt hvedemel)

  • 1 tsk bagepulver

  • 500 g udstenede blommer (de danske er de bedste, men alle blommer kan bruges)

  • 1 spsk kanel

  • 50 g mandler

  • tesukker

Sådan gør du:

  1. Start med at finde æg og smør frem, og lad det lune sig på køkkenbordet – gerne nogle timer.

  2. Hak mandlerne groft.

  3. Tænd ovnen på 150° varmluft.

  4. Smør din form med smør (eller læg bagepapir i bunden – eller brug en silikoneform). Portionen passer til en springform eller tilsvarende. Helst af metal, så bunden bliver sprød.

  5. Hurtig kagedej – sådan: Pisk sukker og smør godt sammen. Tilsæt æg, mel og bagepulver, og pisk igen, ikke for længe. Kun lige til dejen er jævn.

  6. Smør godt halvdelen af dejen ud i formen. Fordel også godt halvdelen af blommerne over, og drys med kanel. Den sidste del af dejen skal øverst – den kan ikke dække helt, men det kommer den til, når kagen bliver bagt. Placer de sidste blommer lidt pænt ovenpå, drys med de hakkede mandler og drys med sukkeret til sidst.

  7. Sæt kagen i ovnen, og bag den ca. 50 minutter. Tjek med en tandstikker, om den er gennembagt (der må ikke følge dej med op, når du stikker i den.

  8. Lad den vente en halv times tid eller lidt mere, før du skærer den. Så er den stadig lun, og den er nemmere at skære. Server evt. med et fint drys flormelis.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Nem blommekage med kanel

Måske også noget for dig?

16 kommentarer til Nem blommekage med kanel

  1. Din kage er meget lækker. Spec godt med grahamsmel, som jeg brugte.

    Jeg har udstenede frosne blommer. Mon ikke det er bedst at tø dem først og hælde væske fra.

    Mvh Kirsten

    1. Hej Kirsten, dejligt at høre! Enig, blommerne skal tøs op først – og så ville jeg nok se, om dejen kunne bære noget af væsken. Næsten synd at smide ud, ikke? 1/2 dl burde ikke været et problem, men nu kan du jo se, hvor meget du ender med …
      Lad mig høre, hvordan det går :-) Kh Bodil

  2. Fik lavet kagen herhjemme til stor glæde for min familie. Den var virkelig lækker på alle måder. Jeg var lidt i usikker på om der var nok dej, inden jeg satte den i ovnen, men den hævede rigtig fint op og dækkede blommerne. Det er ikke sidste gang jeg laver denne!

    1. Hej Nanna, tusind tak for, at du lige tog dig tid til en kommentar :-) Og ja, jeg havde det præcis som dig med dejen – men det ér nok! Skønt den faldt i jeres smag. Jeg har den stadig til gode i år, men jeg skal besøge min søster(s blommetræ) på tirsdag, så der er vel håb! Kh Bodil

  3. Hvad er det hvide i randen af kagen?
    Jeg er i gang med at bage kagen nu. Den skal snart have 2 timer. Kan det passe?

    1. Hej Jytte, det hvide er bare flormelis, der er drysset på efter bagning. 2 timer lyder af meget – for meget. Hvis du kan sige lidt mere om, hvordan det kan være, kan jeg måske finde en forklaring … Umiddelbart tænker jeg, den bliver tør af det, desværre. Mvh Bodil

  4. Super kage. Tak for opskrift. Familien er meget tilfreds. Denne vil jeg bruge flere gange.
    Hilsen
    Fra Sarpsborg i Norge

    1. Hej Birthe – skønt at høre! Jeg vil da mene, du kan bruge al mulig frugt. Æbler er altid til at få og er også gode med kanel. Pærer – så vil jeg dog skifte til vaniljesukker. Selvfølgelig også andre stenfrugter, men de er nok heller ikke nemme at skaffe i januar. Jeg har selv solbær i fryseren, som også er gode (og også med kanel, faktisk!). Måske en bærblanding fra frysedisken. Lad mig høre, hvis du finder en god vinterversion :-) Kh og god bagelyst! Bodil

  5. Jeg købte syltede kirsebær på glas, siede lagen fra men dryppede alligevel lidt af lagen over kagen tilsidst. Den var også lækker!

    1. Hej Birthe, genialt! Jeg har syltede kirsebær, som jeg ikke kan finde ud af at bruge. Det kan jeg nu – tak! Kh Bodil

    1. Hej Bodil, det kommer sig ikke SÅ nøje, men min er 24 cm i diameter. Er den lidt mindre, bliver kagen lidt højere (og skal bages lidt længere) – og omvendt, hvis den er større. God fornøjelse! Kh (den anden) Bodil :-)

    1. Hej Rhina, det kommer sig faktisk ikke så nøje, når du bager med varmluft. Men jeg plejer at sætte den enten midt i eller lige under midten i ovnen. God fornøjelse :-) Kh Bodil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.