Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page

Jyttes kardemommebrødDer er ikke en småkage som Jyttes kardemommebrød. Det lyder simpelt, og det er det faktisk også – en slags kardemomme-biscotti. Den smager bare knaldgodt, den er sprød, som den skal være, og der er mandler i. Knas.

Jytte har jeg kendt, siden jeg var 7 år, så hun har en helt særlig plads i mit hjerte. Og for mig minder kardemommebrødene om te på hendes og Svends terrasse i Slettestrand. Fast sommertradition. Opskriften fik jeg endelig fat i i 1999 – men jeg har fået (og bagt) kardemommebrødene utallige gange både før og siden.

Opskrift på Jyttes kardemommebrød

Du skal bruge:

200 g smør
200 g råsukker
2 æg
400 g mel (evt. heraf 100 g grahamsmel)
2 tsk bagepulver
2 tsk stødt kardemomme
50 g grofthakkede mandler

Sådan gør du:

  1. Smuldr smørret i de tørre ingredienser. Lav en lille fordybning i smulderet, og slå de to æg ud her. Tilsæt mandler, og ælt dejen hurtigt sammen.
  2. Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  3. Dej dejen i 6 lige store stykker, og rul dem til stænger på længde med dine bageplader. Læg 3 stænger på hver plade.
  4. Bag dem ved 175 grader – 10-15 minutter, til de tager lidt farve.
  5. Tag dem ud, lad dem køle lidt af, evt. på en bagerist. Skær dem så i skrå skiver med en skarp brødkniv. Skru ovnen ned til 160 grader.
  6. Læg skiverne med skærefladen op/ned på bagepapiret igen, og rist dem i ovnen ca. 10 minutter. HOLD ØJE. De skal blive lysebrune. Og det er så ærgerligt, hvis de får for meget …

Fantastiske til te og kaffe :-)

Gem

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *