Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()
Cookies med marcipan og hvid chokolade

Nem opskrift på cookies med marcipan

Cookies med marcipan og chokolade er nemme lyse cookies, der smager skønt af marcipan, vanilje og mørk chokolade. Sprøde i kanten, bløde og seje i midten, helt som de skal være.

Jeg river marcipanen i dejen, for jeg synes, det både fordeler den lækre smag bedst – og giver de færdige cookies det helt rigtige seje bid i midten.

Her får du den nemme opskrift og tips til:

  1. Hvordan du kan være klar til cookies, næste gang lækkersulten melder sig
  2. Hvordan du kan styre, om dine cookies skal flyde ud eller være mere faste i kanten (som på billederne her)
  3. Hvordan du kan variere dine cookies efter lyst og beholdning i skabene.

Og flere forslag til dig, der elsker cookies:

Bare klik på billederne, så kommer du til opskrifterne.

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Cookies med marcipan og chokolade

Desserter og kager

Rækker til: 50 stk.

Forberedelse: 15 min + køletid

Tilberedning: 8-12 min

Du skal bruge:

  • 235 g hvedemel

  • 1 tsk bagepulver

  • 1/2 tsk salt (fint)

  • 1 tsk vaniljepulver

  • 175 g brun farin

  • 175 g sukker

  • 200 g smør (stuetemperatur)

  • 1 stort æg (stuetemperatur)

  • 100 g marcipan

  • 150 g mørk chokolade (knapper eller hakket – reklamelink)

  • 50 g mandelsplitter

Sådan bager du cookies med marcipan:

  1. Start med at sætte smør og æg frem, så det får stuetemperatur. Hak chokoladen, hvis du ikke bruger chokoladeknapper.

  2. Bland hvedemel, bagepulver, salt og vaniljepulver i en skål. Riv marcipan groft, bare oveni melblandingen. Sæt til side.

  3. Pisk brun farin, sukker og blødt smør med en elpisker eller i maskine. Tilsæt æg. Pisk, til massen er lys og luftig (5-8 minutter).

  4. Tilsæt melblandingen og den revne marcipan, og pisk dejen sammen ved lav hastighed. Tilsæt chokoladen til sidst.

  5. Tag dejen ud på et meldrysset bord, del den i fire, og form hver klump dej til en rulle, ca. 20 cm lang. Pak rullerne i madpapir, og læg dem i køleskabet i mindst en time, gerne flere dage.

    Tip: Hvis du ikke vil bage alle småkagerne i dag – læg nogle ruller dej i fryseren.

  6. Bagetid: Beklæd to bageplader med bagepapir. Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

  7. Tag så en rulle dej ud af køleskabet. Skær den i 12-14 lige tykke skiver, og læg dem med skærefladen opad på bagepapiret (god afstand!)

  8. Drys mandelflager ovenpå.

  9. Bag dine marcipan-cookies i ca. 8-12 minutter.

  10. Lad dem køle af på en bagerist.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Tip 1: Styr, hvor meget dine marcipan-cookies skal flyde ud

Har du tænkt over, at dine cookies nogle gange flyder ud – og andre gange ikke? Nu har jeg fundet forklaringen, i hvert fald den praktiske del af den:

  • Hvis du bager med dejen direkte, når du har rørt den sammen, vil dine cookies flyde meget ud. Se på billederne af mine cookies med chokolade og nødder her.
  • Hvis du derimod lægger dejen i køleskabet eller i fryseren først, vil dine cookies flyde mindre ud, som du kan se på billederne til opskriften her.

Jeg foretrækker oftest det sidste – og derfor lægger jeg dejen på køl først. Og derfor er marcipan-cookies faktisk særdeles velegnet til næste tip herunder …

For øvrigt: Du kan sagtens lave disse cookies større, hvis du synes. Så skal du bare justere bagetiden lidt op også.

Cookies med marcipan og chokolade

Tip 2: Bag cookies med marcipan i dag – eller gem dejen til senere

Som med andre cookies kan du lave en stor portion dej – og kun bage de cookies, du skal bruge i dag. Start evt. med at lægge al dejen (fordelt i 4 ruller) i køleskabet, og bag så dem, du gerne vi ha’ i dag.

Resten af rullerne foreslår jeg, at du lægger i køleskabet eller i fryseren. Så kan du bage dem, når der opstår pludselig cookie-sult!

Hvis du foretrækker det, kan du også lave kugler af dejen med en isske og fryse dem ned – sørg for, at de bliver frosset ned adskilt, så kan du samle dem i en box senere. Kuglerne kan du lægge direkte på en bageplade og bare lade dem tø op, mens ovnen bliver varm.

Dejen kan holde sig ca. 3 måneder i en dybfryser ved -18 grader.

Tip 3: Du kan sagtens variere opskriften

Hvis du har lyst, kan du fint udskifte den mørke chokolade med fx:

  • Hvid eller lys chokolade for en lidt sødere cookie
  • Soltørrede tranebær (eller andre tørrede bær) for lidt mere syre
  • Nødder eller mandler, fx hasselnødder, smuttede, hakkede mandler eller cashews.

Du kan også udelade mandelsplitterne på toppen.

Hvis du ikke har marcipan i huset, vil jeg foreslå, du bager en anden slags småkager. Du kan se alle mine opskrifter på småkager her.

Cookies med marcipan og hvid chokolade

Er du egentlig småkage-typen?

Der er noget, der siger mig, at småkager er lidt mormor-agtigt. Men cookies – de går åbenbart aldrig af mode.

Så lad os kalde de her småkager med marcipan for cookies. Selvom jeg jo faktisk er momor.

Nå. I min bog er cookies typisk større end småkager, men det bestemmer man jo selv. Den samme dej kan lave små småkager og store cookies!

Men tilbage til spørgsmålet. Min familie er afgjort sådan nogen, der altid har småkager i en dåse et sted. Min mor havde altid flere slags – det kan jeg ikke prale af. Men mine piger ved det, når de kommer på besøg (og bliver meget overraskede, hvis det ikke er tilfældet!). Jeg elsker selv en småkage – eller altså en cookie – til min te om aftenen (selvom jeg sikkert burde lade være), men andre får også glæde af dem. Når vores landbrugsmedhjælper kommer på besøg, får han kaffe og en småkage. Når vi skal ud til middag hos venner, tager vi ikke bare en flaske eller buket med – vi tager også småkager med, og det er et ret populært indslag.

Cookies har mange fordele!

Vil du gerne kunne servere lidt sødt til en kop kaffe, er cookies svaret. De er hurtige at bage – og hvis du bruger tricket ovenfor, kan du servere friskbagte cookies på ingen tid. Bare snup dejen ud af køleskabet eller fryseren.

De fleste siger også ja tak til en cookie, hvor flere måske synes, at et helt stykke kage er lige i overkanten. (Sjovt nok kan de så spise 3-4 cookies uden problemer …)

Og så holder cookies sig fint i en kagedåse i en uge eller to (eller mere). Undtagen når de bliver spist!

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.