Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()
Brownies med hindbær  - hindbærbrownies

Brownies er en af de ting, der altid er i sæson – men brownies med hindbær er måske alligevel lidt mere en sommerbrownie? I hvert fald hvis du vil pynte med friske hindbær, og du ikke vil flyve hindbær ind fra den anden ende af verden.

Nå, jeg lavede dem nu faktisk uden for sæson og brugte frosne hindbær. Det gik fint. Især gik det rigtig fint at få dem afsat, da familien kom på besøg :-)

Hemmeligheden bag de bedste brownies

Egentlig er det ikke spor hemmeligt. Det er bare en forklaring – og forklaringen på, hvordan du får den bedste smag er næsten altid den samme. Gode råvarer (og okay – vær god ved dem).

Så hvis dine brownies med hindbær skal have smæk på chokoladesmagen, må du finde en chokolade med smæk på cacaoprocenten. Helst over 65. Og ikke den billigste, du kan opdrive.

På samme måde med sukkeret. Sukker er ikke bare sukker (det kan du læse mere om i mine tips her), og til brownies giver det mening at vælge sukker, der skruer max op for smagen. Altså – mørk muscovado.

Hindbær fra butikkerne smager sjældent af særlig meget, så hvis du har dem i haven, er du heldig. Vi andre må klare os med det, vi får serveret i Netto …

Hindbærbrownies med blank, krakeleret overflade

Hvordan får du den blanke overflade, spurgte min datter. Og ja, det synes jeg også hører til en brownie, og det er ikke svært. Det kræver blot, at du pisker æggesnapsen g-r-u-n-d-i-g-t. Den skal være hvid og luftig. Det kan sagtens tage mere end 5 minutter.

Så altså, tålmodighed. Det er ikke min spidskompetence, men jeg har fundet en model, hvor skålen og håndpiskeren kan passe sig selv, mens jeg ordner resten. Det er noget med en fugtig klud på kanten af skålen, som så holder håndmixeren. Tør ikke love, det virker med din skål og din mixer. Men måske har du en maskine, der fint passer sig selv.

Og hvis din hindbærbrownie skal få den helt rigtige tunge feeling, så bag gerne i god tid. Den er endnu bedre i morgen, når den har sat sig lidt. Du kan opbevare den ved stuetemperatur eller lidt køligere. Ingen grund til køleskab, der bare gør den helt stiv.

Vil du prøve andre brownies?

Man må gerne have mere end én browniefavorit. Jeg har fire. Så tjek også de her tre:

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Brownies med hindbær

Desserter og kager

Rækker til: 16-20 stk.

Du skal bruge:

  • 80 g smør

  • 165 g mørk chokolade (reklamelink)

  • 165g sukker

  • 65 g mørk muscovadosukker (eller farin)

  • 1 tsk vaniljesukker

  • 2 æg

  • 60 g mel

  • 1,5 spsk kakao (reklamelink)

  • 75 g hindbær (evt. frosne)

  • Evt. friske hindbær til pynt. Eller frysetørrede.

Husk også:

  • Bageform ca. 20 x 20 cm, af metal (porcelæns- og glasforme giver længere bagetid)

  • Bagepapir

Sådan gør du:

  1. Start med at beklæde din bageform med bagepapir.

  2. Smelt smørret blidt i en gryde. Hak chokoladen imens. Når smørret er helt smeltet: Tag det af varmen og rør chokoladen i. Rør rundt, til chokoladen er helt opløst også.

  3. Tænd ovnen på 175 grader almindelig ovn (over/undervarme)

  4. Pisk æggene luftige med sukker, farin og vaniljesukker. 4-5 minutter. Vend æggemassen i chokoladeblandingen – forsigtigt, så du bevarer luftigheden.

  5. Vend nu de øvrige ingredienser i UNDTAGEN hindbærrene. Rør forsigtigt, kun lige til dejen er jævn, og hæld den op i din form. Fordel hindbærrene ovenpå dejen, og tryk dem en anelse ned.

  6. Sæt brownien ind, og bag den ca. 25-30 minutter. Tjek, at den er gennembagt ved at vippe lidt med den. Den må ikke skvulpe, og der må ikke følge blød dej med op, hvis du prikker i den)

  7. Lad din brownie køle af, allerhelst nogle timer. Skær den i firkanter, og server med fx friske hindbær – og måske vaniljeis, hvis det er til dessert.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Hvilken chokolade i brownies?

Jeg har en svaghed for Belgiske Callebaut. Det er bare toppen af poppen, både hvad angår smag og egenskaber. Jeg køber rask væk 2,5 kg chokoladeknapper ad gangen (!), og dem får jeg brugt til alverdens lækre bageprojekter. Og til overtræk, når jeg er i det humør. De holder sig længe, bare de ikke står for varmt (max 20 grader). Når du bruger dem i brownies, skal du ikke hakke chokoladen først. Og du får en salig, himmelsk chokoladesmag. For det meste bruger jeg den, der hedder 811, som har en kakaoprocent på ca. 55 (reklamelink). Men du kan også vælge en, der har en højere kakaoprocent på godt 70 (reklamelink).

Brownies med hindbær - hindbærbrownies

Måske også noget for dig?

2 kommentarer til Brownies med hindbær – de smelter i munden!

  1. Hej Bodil, jeg lavede din fine brownie i dag!
    Men det virker underlig at bage den ved 150 grader, som der står i opskriften? Jeg har aldrig set en kage blive bagt ved så lav temperatur, og rigtig nok var min brownie efter 25 minutter ved 150 graders varmluft stadig mere dej end kage.

    Måske var det en slåfejl? Eller måske er min ovn bare virkelig koldt, det er også sket før…

    Men i hvert fald tak for opskriften!

    Mvh Katja

    1. Hej Katja, tak for dit spørgsmål!

      Faktisk bager jeg den ved 150 grader, og det kan man godt, når man bager med varmluft. Men jo altså kun hvis ovnen er 150 grader – og der er din og min ovn vist ikke helt enige om, hvad det er … ;-) Jeg måtte lige en tur tilbage i min mors gemmer, for hun var den første, der lavede en kogebog til varmluftsovne for MANGE år siden. Og jo, ganske rigtigt: Hun bagte formkager ved bare 140 grader. Og det er gennemtestet utallige gange, men altid med et kontroltermometer, for ovnen kan man desværre sjældent stole på. Generelt skal man skrue temperaturen 10-20 % ned, når man bager med varmluft frem for almindelig ovn. (Dog ikke når du bager gærdeje, der elsker høj varme. Her skal tiden bare være kortere i stedet, men det er en anden snak).

      Så er der selvfølgelig også det med brownies, at de ikke skal bages for meget – så bliver det nærmest bare en chokolade-sandkage. Men flydende skal den selvfølgelig ikke være. I get your point.

      Jeg håber, du og din ovn blev enige om en temperatur, der fik bagt din brownie – ikke for meget og altså heller ikke for lidt!

      Fortsat god bagelyst!
      Kh Bodil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.