Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()

Bananbrød med valnødder lyder næsten sundt, og det er det næsten også. Altså – næsten. I min version her har jeg gjort lidt ekstra for sagen ved at skifte sukker ud med dadler. Og ved at skifte hvidt mel ud med fuldkornsmel. Det giver lidt ekstra fibre, mineraler og den slags. Mere bid og smag. Men altså – sundt er nok en overdrivelse. Bananbrød er ikke et brød, det er en ikke-så-sød kage.

Der, hvor det minder lidt om brød, er faconen (oh yeah), at det skal skæres i skiver og – at det smager ekstra godt med koldt smør.

Så meget for dét brød …

Banana bread - bananbrød med valnødder

Husk tandsmør på dit bananbrød

Men hvis du er brændt inde med et bundt bananer, der er på det sidste – kort sagt overmodne – så er de virkelig godt brugt i det amerikanske bananbrød. Jeg var så heldig at få foræret en pose friske valnødder også, og så var der ikke meget at betænke sig på.

Forresten, hvis du ikke orker det med dadlerne, kan du skifte dem ud med 150 g brun farin, der har en god kraftig smag – eller i nødstilfælde – sukker.

Og husk smør! Tandsmør :-)Gem

Banana bread - bananbrød med valnødder

GemHvis du elsker brødkager med banan …

Så var det måske også værd at tjekke:

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Bananbrød med valnødder

Brød og boller, Desserter og kager

Rækker til: En brødform

Tilberedning: 1 time

Du skal bruge:

  • 200 g dadler (eller 150 g farin)

  • 1 dl kogende vand

  • 60 g smør eller kokosolie, stuetemperatur

  • 2 store æg, stuetemperatur

  • 1 tsk vaniljepulver

  • 275 g fuldkornsmel

  • ½ tsk fint salt

  • 1,5 tsk bagepulver

  • 3 store overmodne bananer, most med en gaffel

  • 50 g valnødder, groft hakkede

  • Ekstra valnødder til pynt

Sådan gør du:

  1. Find æg og smør/kokosolie frem, så det kan ligge og blive lunt på køkkenbordet. Hvis ingredienserne er kolde, kan dejen finde på at skille.

  2. Læg dadlerne i en skål, og hæld det kogende vand over. Lad det stå 10 minutter eller mere.

  3. Gør en brødform klar – enten smør den indvendigt med smør eller beklæd den med bagepapir.

  4. Mos bananerne, og hak nødderne. Husk at gemme nogen fine halve nødder til pynt.

  5. Blend dadler og vand til en jævn masse.

  6. Tænd ovnen på 150 grader.

  7. Pisk nu smør/kokosolie med dadler (eller sukker – i så fald vent med vandet).

  8. Hæld de øvrige ingredienser i din skål (også det lunkne vand, hvis du bruger sukker), og bland dejen hurtigt sammen. Hæld den op i formen, glat den lidt ud og pynt med halve valnødder.

  9. Bag dit bananbrød i ca. 1 time. Test om det er færdigt ved at stikke en strikkepind (hvis du har), en tandstikker eller en tynd gaffel i kagen: Hænger dejen ved, skal det bage lidt længere – eller skal det ud og afkøle på en bagerist.

  10. Server lune skiver banana bread med koldt smør. Med te. Med kaffe. Med kakao. Eller hvad du nu syn’s.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Tip:

Når du bager kager med bagepulver, behøver du ikke  vente på, ovnen bliver varm først. Men hvis du sætter i kold ovn, skal du lægge ca. 10 minutter til bagetiden.

Måske også noget for dig?

2 kommentarer til Bananbrød med valnødder – sukkerfrit

    1. Hej Eva
      tandsmør er heldigvis frivilligt ◡̈ Kan godt se, min opfordring er mere bombastisk, den skal du bare hoppe op og falde ned på, hvis smør ikke er for dig. God bagelyst! Kh Bodil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.