Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page

Grove gulerodsboller med solsikkekernerJeg havde næsten glemt det. Hvor godt grove gulerodsboller smager – og hvor godt det i det hele taget smager med revne gulerødder i brød og boller (og kager).

Egentlig var det noget, jeg begyndte på, fordi jeg engang havde en køkkenhave. Naboen havde heste. Og hestemøg. Og det var en særdeles produktiv kombination! Hvert forår, når vi gravede haven igennem, kom han lige forbi med sin lille traktor og ladvogn. Vip! Bum! Så lå der en god bunke helt naturlig gødning i min køkkenhave (og en par dages pænt hårdt arbejde med at få det fordelt og blandet godt ned i køkkenhavemulden).

Nå, men hvad har det med grønsager i brød at gøre?

Jo.

Når jorden på den måde får tilført en sand syndflod af næringsstoffer, så gror grønsagerne! Hurtigt! Så vi fik kæmpegulerødder, kæmpesquash, kilovis af solbær, løg i lange baner – alt væltede bare op af jorden og voksede med ekstra kraft nede i jorden også.

Så der stod vi. Med en køkkenhave, der kunne mætte mange flere munde end dem, vi selv havde. Vendte vi ryggen til sådan en squashplante mere end en dags tid, så eksploderede den nærmest med nye store squash. Gulerødderne løb også fra os, så det ikke længere var de små, lækre sprøde gulerødder, man kan snackspise i det uendelige – men store kæmper, der skulle rives eller snittes.

Så var det, jeg begyndte at rive dem i bagværket. Og det gør underværker!

  • Grove gulerodsboller bliver fugtige i krummen
  • De smager lidt sødt (på den gode måde)
  • De holder sig længere
  • De bliver bløde og nemme at bide af i en sandwich
  • Og de smager bare godt til alt! Morgen, frokost, suppe, sandwich, snacksult, alt!
Grove gulerodsboller med solsikkekerner

 

 

 

 

Opskrift på grove gulerodsboller med solsikkekerner

Brød og boller

Rækker til: 20 stk.

Forberedelse: 12+12 timer

Tilberedning: 15-18 minutter

Til fordejen skal du bruge:

  • 5 g gær
  • 1,5 dl vand
  • 1,5 dl hvedemel

Til dejen skal du bruge:

  • Fordejen
  • 5 dl vand
  • 1 dl surmælksprodukt (fx yoghurt naturel eller lignende)
  • 150 g grahamsmel
  • 150 g rugmel
  • 75 g durummel
  • 2 tsk salt
  • 100 g solsikkefrø
  • 150 g fint revne gulerødder (du kan også bruge fx squash)
  • 150-200 g hvedemel
  • Evt. sesamfrø til pynt

Sådan gør du:

  1. Planlæg din bagning - begynd ca. 1 døgn før, du vil have friske boller.
  2. Pisk fordejen godt sammen med et piskeris, dæk den til og lad den hvile 1/2 døgn ca.
  3. Bland fordejen den op med de øvrige ingredienser, og ælt i maskine 10-15 minutter. Så kan dejen danne gluten, der gør den elastisk - og bollerne får den gode, elastiske krumme. Dejen må gerne være blød - så bliver bollerne det også. OBS - der er for meget groft mel i dejen til, at du kan lave glutentest og få rigtig store lufthuller. Men æltetid er ikke spildt på den alligevel.
  4. Lad dejen hvile køligt i 8-12 timer, for eksempel fra morgen til aften eller omvendt.
  5. Gør klar til bagning: Varm ovnen op til 220° - sørg for at varme 2 plader med. Læg 2 stykker bagepapir klar på bordet.
  6. Drys nu mel eller et pænt lag sesamfrø ud på bordet, og vend hurtigt dejen ud her. Tag med et hurtigt snuptag fat i de to fjerneste 'hjørner' af dejen, og fold den ind over sig selv. Så er der mel (eller sesamfrø) hele vejen rundt, og den er nemmere at arbejde med. Mas ikke for meget med den - det handler om at bevare de lufthuller, dejen har dannet, mens den hævede.
  7. Tag nu din dejskraber, og skær dejen igennem på langs, så du har to aflange stykker. Skær dem op i passende størrelse til boller, og vip dem hurtigt over på bagepapiret.
  8. OBS - det nemme alternativ: Sæt dejen på bagepapir med en grydeske, direkte fra skålen. Drys evt. med sesamfrø.
  9. Når ovnen er helt varm: Træk bagepapiret over på de varme plader, og bag bollerne i 15-18 minutter, til de er lysebrune. Hvis du bager begge plader på én gang, kan det tage lidt længere tid.

Tip!

Du kan sagtens gemme de grove gulerodsboller i fryseren (hvis der bliver nogen til overs) og tage op til madpakken eller lune på brødristeren. De bevarer både fugten og smagen :-)

PS. Fik du bagt bollerne?

Hvis du bager de grove gulerodsboller vil jeg blive superglad for en kommentar i kommentarfeltet nedenfor. Var de gode? Savnede du noget? Gode ideer og ønsker modtages med kyshånd.

Er du instagram-typen, så kigger jeg også gerne med! Bare husk @muttionline og #muttionline – så iler jeg med et hjerte til dig.

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *