Chokorug er en af mine yndlingssnacks, når jeg bliver sulten på farten. En lille mørk rugbrødsbolle fyldt med hakket mørk chokolade – og hakkede mandler udenpå. Den mætter godt, smager godt og lukker munden på både den seriøse sult og ulvetimens søde tand.
Jeg bager mine chokorug med surdej, men du kan også sagtens bage dem uden:
Chokorug med surdej – eller nemme chokorug uden surdej?
Hvis du ikke lige orker at lave hjemmebagt rugbrødsdej med surdej fra bunden, så får du to genveje her:
- Brug en halv pose af en rugbrødsblanding – tilsæt 200 g mørk hakket chokolade, og følg ellers opskriften herunder. Easy peasy!
- Eller lav en halv portion rugbrødsdej til madpakkerugbrød (uden surdej) – tilsæt 200 g mørk hakket chokolade, og følg ellers fremgangsmåden i opskriften herunder.
Køb dem – eller bag dem selv!
Indrømmet, jeg har mange gange spejdet efter Lagkagehuset, når jeg stod langt hjemmefra ramt af den der NU-sult. Jeg er ofte med tog rundt i landet, og hvis der ikke er Lagkagehuset i nærheden, falder jeg alt for nemt i en kanelsnegl hos 7eleven. Men jeg ved, det egentlig ikke er det, min krop savner der sidst på dagen. Det er jo bare ikke altid, jeg har tænkt så langt, at jeg har en god snack med.
Men da jeg opdagede, jeg kunne bage chokorug lige så godt selv, blev de en fast gæst i min fryser. Her får du en opskrift, baseret på mine mørke madpakkerugbrød med surdej.
Jeg bager en stor portion – og tager et par stykker med, når jeg kan forudse eftermiddagssulten.
Er du mere til nødder og tørret frugt, kan du se opskriften på den slags rugbrødssnacks her.
Sådan former du chokorug
Rugbrødsdej er en klistret dej, så det gælder om ikke at skulle have alt for mange fingre i den. Derfor rører jeg den på maskine, og jeg former de små chokorug med en våd ske. Du kan ikke helt undgå klistrede fingre, men for mig fungerer det fint sådan her:
- Hæld de hakkede mandler op i en skål (en morgenmadsskål passer fint)
- Hæld vand i en anden skål, så du kan dyppe skeen i den
- Dyp skeen i vandet, form bollerne med ske og hånd, og vend dem hurtigt i de hakkede mandler.
- Sæt dem på bagepapir. Portionen giver ca. 20 kugler fordelt på to plader.
- Tryk dem lidt ned, dæk med et viskestykke, og lad dem hæve 2-3 timer ved stuetemperatur.