Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()

Mine hampeboller er en simpel, luftig og lækker variation over surdejsboller med lidt gær. Supernemme at bage og med en dejlig smag af hampefrø. Hampefrø smager lidt nøddeagtigt – og det er jo lækkert i en bolle. Samtidig giver de lidt struktur og bid, som jeg elsker.

Hvis du ikke er så dus med surdejsboller, så tjek min grundopskrift på surdejsboller her.

Har du ikke en surdej, kan du bage hampebollerne uden – bare skru op til 7-8 g gær. Du kan også lave din egen surdej – eller måske få en lille portion af en ven.

Marmeladen på billedet er min egen orangemarmelade.

Hvordan er det lige med hampefrø og sundhed?

Jeg bruger hampefrø lidt som jeg bruger sesamfrø og solsikkekerner: Til at give ekstra konsistens og smag i mine boller. Men hampefrø kan faktisk noget mere.

  • Hampefrø er rige på proteiner. De indeholder hele 35 procent protein – det er dobbelt så meget som sesamfrøene.
  • Hampefrø indeholder alle 9 essentielle aminosyrer – hvilket ikke gælder så mange ikke-animalske produkter, så de kan være en god fast del af en vegetarisk eller veganske kost.
  • Hampefrø har også et stort indhold af omega-3 og omega-6 essentielle fedtsyrer.
  • Og endelig får du en god del vitamin E og mineralerne jern, zink, fosfor, calcium og magnesium.

Du kan læse mere om hampefrø hos Helsebixen.

Bliver jeg høj af hampeboller?

Hæhæ. Duften af hampefrøene i posen kunne måske forlede nogen til at tro, at der var tale om hamp af den sjove slags. Men lige på det punkt er hampebollerne lidt kedelige: De indeholder stort set ingen TLC, som er det, man bliver høj af. Og det er, fordi hampefrøene stammer fra en anden art cannabis end den, man bliver høj af.

Dermed ikke sagt, at man ikke kan blive høj af hampeboller. Men det er nok mere i den forstand, som min ældste datter gav udtryk for: Nøj, hvor de smager godt. Hvad har du puttet i?

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Koldhævede hampeboller - surdejsboller med hampefrø

Brød og boller

Rækker til: Ca. 10

Forberedelse: 10 timer

Tilberedning: 12-15 minutter

Du skal bruge:

  • 375 g vand, godt håndvarmt (ca. 28 grader)

  • 300 g manitoba hvedemel

  • 100 g grahamsmel

  • 90 g økologiske hampefrø (1 pose)

  • 40 g aktiv surdej (eller vand)

  • 5 g gær + 1 tsk vand

  • 10 g salt

Sådan gør du:

  1. Bland vand, mel og hampefrø, og lad det hvile overdækket i 1/2-1 time (autolyse).

  2. Rør gæren ud i vandet, og kram det godt ind i dejen sammen med den opfriskede surdej. Drys saltet over. Lad det hvile 1/2 time, overdækket.

  3. På maskine: Ælt dejen, til den slipper skålen (10 minutter eller måske lidt mere). Lad den hvile i en halv time.

  4. Uden røremaskine: Ælt saltet ind i dejen, og lad den hvile en halv time. Lav så stræk og fold 5 gange med en halv times hviletid imellem. Se metoden beskrevet her.

  5. Smør en (gerne gennemsigtig) skål eller bøtte med olie, og skrab dejen herover. Dæk den med låg eller folie, og lad den starte hævningen på køkkenbordet, til du kan se, den begynder at løfte sig (en times tid). Sæt den så i køleskabet 8-16 timer.

  6. En time før du bager: Sæt dejen ud på køkkenbordet, så den vågner. Senest 45 minutter før du bager: Sæt to bageplader (og meget gerne bagestål/bagesten) ind i ovnen, og tænd den på max varme. Bag på bagepladen i midten, og sæt den anden plade nederst i ovnen.

  7. Nu skal der bages! Se hvordan du former bollerne her. Når de er klar til ovnen: Smid 1 dl vand ind i den nederste bageplade, og placer bagepapiret med bollerne på pladen i midten.

  8. Bag bollerne 13-15 minutter (eller til de har taget god farve). Køl dem af på en bagerist – og nyd!

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Hampeboller - koldhævede surdejsboller med hampefrø

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.