Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()
Surdejsboller - med eller uden røremaskine

Surdejsboller er noget nær lykken for en hjemmebager, og her får du min bedste basisopskrift på surdejsboller:

  • med lidt gær
  • med røremaskine
  • uden røremaskine.

Bliv dus med surdejsboller – en god begynderopskrift

Jeg bliver altid spurgt, hvad hemmeligheden er bag de der superlækre surdejsboller med store lufthuller, sej krumme og flot skorpe. Det var jeg længe – som i rigtig længe – om at gennemskue, men så tog jeg på Meyers Bageskole. Og så fik jeg det lært! Her får du de helt nødvendige basics. Og en opskrift, der næsten er Meyers – og den virker!

Opskriften ser måske lang ud, men den er nem!

Når du bager surdejsboller, skal du bruge en anden teknik end den, de fleste af os har lært i skolekøkkenet eller hjemme ved køkkenbordet. Typisk arbejder du med en blød dej, og den kræver, at man får styr på glutenstrukturen . Lyder det svært? Måske. Er det svært? Overhovedet ikke.

Opskriften ser lang ud, fordi jeg har beskrevet alle arbejdsgange meget grundigt. Efter et par gange kører det helt af sig selv. Og selve formningen af bollerne har jeg lavet en lille video med.

Sådan former du surdejsbollerne – video

Der er en laaaang forklaring i opskriften, med du kan også bare kigge med i videoen herunder:

Hvis der er noget, der driller, så skriv i kommentarfeltet, og jeg svarer, så godt og så hurtigt jeg kan. Jeg ser det typisk hurtigere, hvis du skriver på Instagram.

Bageudstyr til boller med surdej:

  • Stor skål, mindre skål, røreske, bagepapir og dejskraber.
  • Gerne en ekstra stor skål og en gennemsigtig plastbøtte med låg. Jeg bruger en condibøtte (reklamelink).
  • Jeg måler meget i gram, så en bagevægt er super hjælpsom. Dog ikke et must.
  • Du kan også bruge en god røremaskine, men den er ikke nødvendig. Tid og tålmodighed er fremragende – og lidt sjovt, fordi du får en god fornemmelse af din dej undervejs.
  • Boller med surdej eeeelsker en brandvarm ovn, og det kan du give dem med et bagestål. Lidt en investering, men jeg er blevet så begejstret, at jeg også har købt et til sommerhuset. Læs mere om bagestålet (reklamelink) under opskriften.
Surdejsboller med eller uden røremaskine

Hvad er hemmeligheden bag gode surdejsboller?

Den er ikke i ental. Du skal bruge:

  • Surdej. Luftige boller med sej krumme starter med surdej. Den kan du få ganske gratis hos Meyers bagerier, hvis du tager en lille bøtte med – eller måske hos en ven. Spørg dig for. Du kan også lave surdej selv. Det tager ca. 5 dage, og opskriften er lige her.
  • Protein. Eller skal jeg sige gluten? Dit mel skal have et højt proteinindhold, dvs. mindst 11 g pr. 100 g. Gerne mere. Protein er en forudsætning for gluten, og gluten er det, der giver dig den der superelastiske krumme og de store lufthuller. Tjek indholdsfortegnelsen på din melpose.
  • Tid! Det der med hurtige surdejsboller, det er en illusion. Surdejsboller tager tid, både til din surdej og til langtidshævning af dejen. Og det er en del af charmen :-) Den ekstra indsats gør også, at du bliver ekstra taknemmelig for de gode boller – og taknemmelighed er bare den rareste følelse. Godt at starte en søndag på, for eksempel.
  • Teknik. En dej til surdejsboller elsker at hvile sig, så du får også masser af hviletid. Men ind imellem skal dejen ha’ noget motion, og her kommer foldeteknikken ind i billedet. Jeg har lavet en lille video, der viser to foldeteknikker: Først stræk og fold, som jeg bruger første gang. Og derefter coil fold til de resterende foldninger:

Mange slags surdejsboller

Opskriften her er en basisopskrift, som du kan eksperimentere med. Det elsker jeg selv at gøre, og du kan finde inspiration i fx, disse to. Gulerodsbollerne er bagt efter samme princip som opskriften her – lidt surdej og lidt gær. Sesambollerne til højre er bagt udelukkende på surdej.

Klik på billederne – så kommer du til opskrifterne.

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Surdejsboller med eller uden røremaskine

Brød og boller, Morgenmad og brunch

Rækker til: Ca. 10 stk.

Forberedelse: 1 døgn

Tilberedning: 12-15 minutter

Til dine surdejsboller skal du bruge:

  • 375 g koldt vand (3 3/4 dl)

  • 300 g hvedemel (5 dl) – og husk: Mindst 11 g protein pr. 100 g

  • 100 g fuldkornshvedemel (godt 1,5 dl) – også gerne med højt proteinindhold

  • 30 g opfrisket, aktiv surdej

  • 5 g gær + 1 tsk vand

  • 10 g salt (ca. 1/2 spsk fint salt eller 2,5 tsk groft salt)

Husk også:

  • En sjat olivenolie

  • Lidt ekstra mel

Start med surdejen:

  1. Du skal bruge 30 g bageklar, opfrisket surdej. Hvis du er i tvivl om, hvad det betyder, så læs med i mit indlæg om din første surdej.

Start dejen mindst 12 timer før du vil bage

Sådan laver du surdejsboller uden røremaskine:

  1. Autolyse: Ælt vand og de to meltyper hurtigt sammen i hånden. Dæk dejen med plast eller låg, og lad den hvile 1/2-1 time.

  2. Bland dejen: Ælt så surdejen og gærblandingen godt ind i dejen, og drys saltet over.  Dejen er ret blød, og det skal den være. Drys saltet over, dæk dejen igen, og lad den hvile på køkkenbordet en halv time.

  3. Stræk og fold: Giv nu dejen en lille smule motion hver halve time 5-6 gange. Sæt et ur, så du husker det. Se videoen ovenfor. Eller læs:

    1. Stræk og fold: Dyp din hånd i vand, og tag godt fat i dejen i den ene side af skålen. Løft dejen op, så langt den kan strækkes,  fra den ene side af skålen op – og over til modsatte side af skålen. Gør det 4 gange, og drej skålen hver gang, så du kommer alle verdenshjørner rundt.
    2. Evt.: Smør en bøtte med låg med lidt olie indeni, og flyt dejen herover. Lad den  hvile igen. Sæt uret.
    3. Coil fold: Gør begge hænder våde, og tag fat ind under dejen i begge sider. Løft op og lad dejen folde ind under sig selv. Gør det 4 gange, og drej bøtten hver gang, så du kommer alle verdenshjørner rundt. Gentag hver halve time 4-5 gange.
    4. Lad til sidst dejen hvile og påbegynde hævning på køkkenbordet en halv times tid.

    Gå videre til koldhævning.

Sådan laver du surdejsboller med røremaskine:

  1. Autolyse: Ælt vand og de to meltyper sammen, bare et minuts tid. Dæk dejen med plast eller låg, og lad den hvile 1/2-1 time.

  2. Bland dejen: Ælt så surdejen, gærblandingen og saltet godt ind i dejen. Kør først på fredelig vis, til dejen er helt jævn. Sæt så ekstra turbo på maskinen, hvis den har kræfter til det. Dejen skal røres, til den slipper skålen og sidder fast om dejkrogen. Det tager ca. 10-15 minutter.

  3. Gør en skål eller plastbøtten klar ved at smøre den indvendigt med lidt olie. Hæld dejen over i den oliesmurte beholder, dæk med låg eller plast. Lad den stå en time eller halvanden på køkkenbordet, til den begynder at hæve synligt.

    Tip: Mens dejen begynder på hævningen, kan du også folde den et par gange med 1/2-1 times mellemrum. 

Fælles: Nu skal dejen koldhæve - og bages!

  1. Koldhævning: Sæt dejen så på køl, mindst 6 timer, gerne op til 18 timer.

  2. En time før du bager: Tag dejen ud af køleskabet, så den kan vågne på køkkenbordet.

  3. Tænd ovnen på maks varme med varmluft. Min ovn går til 270 grader, men 250 kan også gøre det. Lad en plade stå midt i ovnen, sæt en bradepande under, og vent til ovnen er brandvarm. Brug endelig bagesten eller bagestål, hvis du har. Læg et stykke bagepapir klar på bordet.

  4. Tjek videoen ovenfor – eller læs videre: Drys et tæt lag mel på bordet – ca. 40 x 40 cm – tag din dejskraber, og skrab forsigtigt dejen ud på melet. IKKE ÆLTE!

  5. Dyp nu fingrene i mel, tag fat i de to fjerneste ‘hjørner’ af dejen, og fold dejen sammen til halv størrelse. Det skal gøres i et snuptag, og der er ingen fortrydelsesret! Dejen er nu dækket af mel hele vejen rundt og nemmere at arbejde med, uden den klistrer.

  6. Skær dejen igennem på langs med dejskraberen, skub de to halvdele lidt fra hinanden. Forsigtig, forsigtig, så du bevarer de fine indvendige luftbobler. Hak nu dejen ud til boller, og løft dem over på bagepapiret med dejskraberen. Ca. 10 styks – men du bestemmer selv størrelsen.

  7. Tjek at ovnen er HELT varm. Hiv bagepapiret med bollerne over på den ene varme plade. Sæt den ind på midterste rille, og hæld 1 dl vand i bradepanden under. Sæt et ur på 10 minutter. Bollerne skal nok have 13-15, men hold øje. De må gerne blive mørke – det giver en god smag i skorpen. Men de skal ikke være sorte ;-)

  8. Køl bollerne af på en bagerist. Og nyd!

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Hvorfor bage på bagestål?

For mange år siden fik jeg en bagesten med en ovn, men efter et mislykket pizzaprojekt (hvor jeg lagde dejen direkte på stenen uden bagepapir), gik jeg kold på det. Heldigvis blev jeg klogere. Bagesten og bagestål skal have max varme, og det var jeg vist ikke helt dus med dengang.

Men. Så kom der bagestål på markedet, og det satte gang i min nysgerrighed. Et bagestål kan indeholde næsten 4 gange så meget varme som en almindelig bagesten, og det er noget, en gærdej (eller surdej) kan li’. Og jeg var netop  begyndt at bage med surdej. Så var der ingen vej udenom: Det skulle prøves. Og jeg kan sige med overbevisning i dag: Der er en kæmpe og markant forskel på boller, der er bagt på en bageplade og boller der bliver bagt på bagestålet. Det samme gælder for pizza, brød og flutes, for eksempel.

  • Bollerne hæver lynhurtigt og flot op – letter nærmest fra underlaget og bliver runde
  • De får en supersprød bund

I dag bager jeg ALTID boller, pizza og surdejsbrød på mit bagestål, og da jeg opholder mig i mit sommerhus en del uger om året, har jeg også investeret i et hertil. Det er min svigersøn, der er surdejsbager, også meget tilfreds med :-)

OBS! Det er ikke alt, der skal bages på et bagestål. Fedtholdige deje til fx kager, chokoladeboller, juleboller, fødselsdagsboller og den slags bliver brændt af på bagestålet. Der skal du bruge almindelig ovn, som du plejer.

Hvilket bagestål?

Mit bagestål er det originale danske fra Bagestålet (reklamelink). Det er lavet af svensk superstål og er en investering for livet. Derfor har jeg nu valgt at guide dig over til deres webbutik, hvor jeg anbefaler den bageglade læser at vælge den ‘rigtige’ bagepakke: Her får du også en uundværlig kombispade, en dejskærer og  en brødpose med i købet. Du finder bagepakken her (reklamelink).

Tips til at bage med bagestål

Det er nemt at bage med bagestål – her får du mine helt basale tips:

  • Giv bagestålet en behandling med raffineret solsikkeolie, inden du bruger det
    Du får en vejledning, når du køber det.
  • Bag altid ved max varme
    Jeg skruer op på højeste varme, som er 270 derhjemme og 300 grader i mit sommerhus.
  • Varm bagestålet helt igennem først
    Det tager ca. 45 minutter at få varme bagestålet grundigt op. Selv bruger jeg altid varmluft til det. Når du sætter bagværket i ovnen, kan du vælge at bage enten ved varmluft eller slå over på over/undervarme. Jeg bager næsten altid ved varmluft, der fx gør bollerne flot gyldne hele vejen rundt.
  • Sæt bagestålet midt i ovnen – som udgangspunkt
    Du altid kan prøve dig frem i din ovn.
  • Brug kombispaden 
    Bagestålet er tungt og megavarmt, så det skal du ikke røre ved, når bagværket skal ind og ud af ovnen. Placer i stedet dit bagværk på kombispaden, og brug den til at føre bagværket ind på bagestålet i ovnen. Bagepapir? Det er ikke nødvendigt, hvis bagestålet er mindst 240 grader varmt. Men det er nu meget praktisk, især til boller. Læg bagepapir på kombispaden, og før det ind på bagestålet. Når du tager bollerne ud – lad dem køle af på en bagerist, hvor de kan dampe af og beholde den sprøde bund.

Bemærk, at Bagestålet meget hurtigt optager varme fra ovnen (18 gange hurtigere end en bagesten). Det betyder, at du kan bage flere plader boller eller flere pizzaer efter hinanden uden ventetid. Bagestålet optager simpelthen varme nok, mens det står i ovnen – så overfladen hele tiden er varm nok.

Få mere ud af varmen

Der er kun én ting, der piner mig lidt ved bagestålet: Ovnen skal køre ved høj effekt ret længe. Derfor får du lige et par tips til at udnytte varmen:

  • Bag mere end én pizza eller én plade boller ad gangen
    For eksempel kan du bage dobbelt portion boller – eller flere slags.
    Tip! Vil du kun bage én pizza, kan du gøre det på en pande! Giv panden lidt olie, og varm op til ca. 70 % af max. Bag pizzaen til gennembagt, og stik den så ind under grillen i ovnen et par minutter. Bingo.
  • Udnyt eftervarmen
    Bagestålet er et kæmpe varmelager, så lad det stå i ovnen, og bag noget andet bagefter. Sæt fx bagestålet ned i nederste rille, og bag på en almindelig bageplade over. Her kan du fx bage en ovnret, et madbrød, en kage eller småkager. Hold øje med ovnens temperatur – du skal nok slippe lidt varme ud af ovnen først, så du ikke begynder at bage kage ved 250 grader …
    Når ovnen er ved at være nede omkring 150 grader, kan du også med fordel riste nødder, mandler etc. Husk stadig at sætte et ur!
  • Slip den sidste varme ud i rummet
    Om vinteren er det skønt med den ekstra varme i køkkenet – så lad ovnlågen stå åben, når du er færdig med at bage. Så får du den sidste varme ud i rummet. Og du slipper for, at ovnen bruger energi på at køle ned.

Surdejsboller med eller uden røremaskine

 

Tip til sprøde surdejsboller

Hvis du bager ved høj temperatur, og lader surdejsbollerne få en god farve, er skorpen  supersprød, lige når de kommer ud af ovnen. Men fugten fra bollen vil ret hurtigt snige sig ud i skorpen, så den bliver blød. Hvis du gerne vil servere sprøde boller, skal de altså enten komme direkte ud af ovnen – eller ha’ et svirp på din brødrister.

Du kan roligt fryse bollerne, hvis du laver en stor portion. De holder op til 6 måneder ved -18 grader.

Lad bollerne tø op ved stuetemperatur og gi’ dem sprød skorpe på brødristeren. Eller varm surdejsbollerne i ovnen ved 200 grader i 5-10 minutter.

Haps!

Måske også noget for dig?

22 kommentarer til Surdejsboller – med eller uden røremaskine

  1. Når dejen skal ud og “vågne”, skal låget så blive på eller skal det tages af? Jeg har forsøgt at bage bollerne et par gange uden røremaskine, men de bliver simpelthen flade hver gang. Kan ikke finde ud af, hvad jeg gør galt – måske mere mel? Alle trinene forløber som du skriver og jeg har fine bobler i min dej. Bollerne bliver bare flade… Kan det hjælpe at bruge mere mel?
    Men smagen er selvfølgelig stadig god!!

    1. Hej Maria
      hm, jeg plejer lige at vippe låget lidt åbent, men jeg tror ikke, det gør forskellen. Hvis du bruger proteinrigt mel og bager i en knaldvarm ovn, og bollerne alligevel bliver flade – så skal der nok lidt mere mel til. Det gode ved at bruge hånd-metoden er, at du bliver dus med din dej, og hvis den bliver ved at flade ud i skålen, også efter flere gange stræk og fold, så prøv at tilsætte lidt mere mel. 25 g ad gangen. Så skulle den gerne samle sig. Min (meget ærlige) datter siger, at dejen skal have konsistens som maveskind (gælder ikke ved helt flad mave, forstås …). Du måske lure konsistensen af min dej på den lille film i indlægget? Lad mig høre, om det lykkes!
      Og tak fordi du læser med :-) Kh Bodil

  2. Lyder som en dejlig overskuelige opskrift – specielt når jeg ikke har røremaskine (endnu).
    Er der muligt at undgå gær helt og har du nogle forslag til, hvordan man evt. kan erstatte noget af hvedemelen med rugmel?

    1. Hej Ellen, jeg er glad for, du synes, det lyder overskueligt – selvom beskrivelsen er så lang :-) Du kan godt bage surdejsboller uden gær, så skal du bruge mere surdej og være mere obs på mellemtider og temperaturer. Jeg ville nok søge en opskrift på surdejsboller uden gær, for jeg tør ikke vejlede dig lige om det. Men du kan sagtens erstatte lidt hvede med rug. Vær bare opmærksom på, at rugmel ikke har samme bageevne (hæver ikke så flot), og sørg altid for at have mindst 70 % manitoba/hvede til max 30 % groft mel. Se evt. min opskrift på surdejsboller med valnødder – her er lidt flere meltyper med.
      For de fleste er surdejsboller noget, man lige skal have øvelsen i – men også virkelig taknemmeligt :-)
      Tak fordi du læser med på bloggen, og held og lykke med bageriet.
      Kh Bodil

      1. Og et PS. Nu er der kommet en opskrift med surdejsboller UDEN gær på bloggen. De hedder Surdejsboller uden gær – og er med lidt groft mel, vendt i sesamfrø. God fornøjelse med dem også!

  3. Hej Bodil.
    Tusind tak for din deling.
    Jeg ville så gerne prøve kræfter med surdej, men jeg har ingen røremaskine. Efter at have brændt min foodprocessor af i kampen med dejen, så så jeg din side med den håndæltede metode.
    Efter at have læst den et par gange, tænkte jeg: det kan da ikke passe at så lidt motion kan skabe et glutennet! ?. Nå men jeg prøvede, og sørme om jeg ikke lige har taget 10 velhævede, svampede og sprøde boller, ud af ovnen.
    Jeg fulgte din opskrift, blot kom jeg kun 350 ml vand i dejen, og det var perfekt til mit mel.

    Synd at jeg ikke kan dele mit billede?

    Rigtig god weekend?

    1. Hej Käthe,
      selv tak! Og tak for din kommentar. Der er ikke noget bedre at få i indbakken sådan en lørdag formiddag. Det lyder som om, du er en dreven brødbager – og dejligt man stadig kan lære en trænet cirkushest nye kunster ;-) Jeg var også selv overrasket over, hvor lidt der skal til. Og hvis du vil have det endnu nemmere, kan du kigge på mine havreboller, hvor jeg starter med autolyse. Det sparer et par runder motion.
      Hvis du er på Instagram eller facebook kan du dele billeder der – bare brug #muttionline, så finder jeg det.
      Rigtig god weekend!
      kh Bodil

  4. Jeg elsker denne opskrift og bruger den hver gang jeg skal lave surdejsboller! Men denne jul har jeg fået en brød kurv i julegave. Så kan opskriften mon også bruges til brød? :)
    KH. Caroline

    1. Kære Caroline
      tak for din søde kommentar – jeg bliver jo helt varm indeni. Og ja, jeg tror sagtens, du kan bruge den til brød også. Jeg bruger den ofte til flutes, men det ligner jo også boller lidt mere. Måske skal du bruge lidt mere mel, men det kan du sikkert snart fortælle mig :-) Held og lykke, og lad mig høre, hvordan det går!
      Kh Bodil

      1. Tak for dit svar. Jeg har prøvet det en 3-4 gange nu og brødet bliver mindst lige så godt som bollerne.
        Jeg bruger 75-100 g mel mere når det er til brødet faktisk. Men det er altid lidt forskelligt afhængigt af hvad for noget mel jeg bruger :)
        KH Caroline

        1. Det er jeg glad for at høre! Også at det holder med lidt mere mel, så dejen er lidt nemmere at få facon på til brød. Jeg må prøve selv :-) Tusind tak.
          Kh Bodil

  5. Hej Bodil,
    Jeg har givet mig i kast med disse uden røremaskine. Jeg synes dog dejen er noget klistret- er det normalt eller skal jeg tilføje mere mel? Skal til at motionere den :-)
    Mvh
    Lærke

    1. Hej Lærke, det er nok for sent til at hjælpe. Men ja, dejen er meget klistret til at starte med. Den samler sig efterhånden, som du motionerer den :-)
      Hvis du får brug for lidt hurtigere svar, så prøv at fange mig via Instagram (hvis du er der). Det ser jeg typisk hurtigere, og det er nemmere at svare.
      Håber det lykkes!
      Kh Bodil

      1. Hej Bodil,
        Tak for svar uanset! Dejen står til koldhævning, så meget spændt på resultatet i morgen :-)!
        Mvh
        Lærke

  6. Hejsa :-)
    Nu gav jeg mig også i kast med din opskrift! Og indtil videre super – den hæver flot! Men er der mulighed for, at den kan stå i køleskabet længere end 18 timer? Er blevet forhindret i at bage den i dag…. ææv! Og så ærgeligt hvis dejen går til spilde…

    Mvh Anne

    1. Hej Anne, nu kommer svaret sikkert alt for sent. Men jeg vil sige: Prøv! Hvis dejen ikke er faldet sammen, kan den sikkert bages :-) Lad mig høre, hvordan det er gået, jeg krydser fingre.
      kh Bodil

  7. Jeg har lavet rigtigt mange forskellige surdejsboller efter forskellige opskrifter i løbet af det sidste halve år. De her er ubetinget de bedste. Høje, luftige, seje og med sprød skorpe, præcis som jeg kan lide dem.
    De blev rørt på maskine og fik 11 min. på bagestål ved 270 grader (varmluft). I aften lægger jeg en ny dej og forsøger mig med store flutes, jeg kan bruge til tapas i morgen.
    Tak for en super opskrift

    1. Hej Lisbeth, tusind tak for din kommentar! Jeg bliver både glad og stolt – det er da en anbefaling, der vil frem :-) Håber det også bliver godt med flutes til tapas! Kh Bodil

  8. Jeg kan ikke helt finde ud af opskriften: Når jeg har rørt dejen med røremaskine så står der ikke noget om foldning som der gør i afsnittet uden røremaskine. Skal jeg tilbage og følge trinnene under “uden røremaskine”? For den skal vel foldes på samme måde om den er rørt med eller uden røremaskine?

    1. Hej Sabina
      det er ikke nødvendigt at folde dejen, hvis den er kørt grundigt på røremaskine. Men fold den gerne et par gange, så kan du også mærke, om der er godt liv i hævningen, og om dejen er lang og elastisk.
      Håber det giver mening :-) God søndag.
      Kh Bodil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.