Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()

Kærnemælksboller er lette, bløde grovboller med en skøn syrlig smag og fugtig krumme. Fluffy på den fede måde. Og pivnemme at lave.

Du kan enten bage dem i bradepande som her og få 12 store, bløde grovboller. Eller trille dejen til ca. 15 almindelige boller og bage dem på en bageplade. Eller selvfølgelig, hvis du ikke har en bradepande på ca. 22 * 33 cm – så kan du sætte dem tæt på en almindelig bageplade. Så bager de også sammen som i bradepanden. Dog vil de hæve lidt mere ud til siderne også.

Koldhævede kærnemælksboller – eller bag dem i dag?

Jeg har lavet opskriften, så du koldhæver bolledejen natten over. Men du kan også give dem lidt ekstra gær og bage dem i dag:

  • Brug 40-50 g gær
  • Ælt dejen godt, og form bollerne med det samme.
  • Dæk med et fugtigt viskestykke, og lad bollerne hæve lunt til næsten dobbelt størrelse. Det tager 1-1,5 time.
  • Og bag dem efter anvisningen i opskriften nedenfor.

Bløde grovboller med kærnemælk

For det meste bager jeg med surdej og vand, og det giver de karakteristiske boller med en virkelig sej krumme, store lufthuller og sprød skorpe. Men en gang imellem får jeg så inderligt lyst til en blød hvedebolle med fugtigt indre. Boller som min mor bagte dem. Og så bager jeg kærnemælksboller.

Jeg bager stadig med mel, der har højt proteinindhold, for jeg elsker den elastiske krumme, som kommer af protein (og dermed gluten). Og så giver jeg også bollerne godt med grahamsmel og havregryn, så der bliver noget at tygge på og ekstra smag i brødet.

Hvorfor kærnemælk i brød?

Der er to grunde til, jeg bruger kærnemælk i opskriften: Et mælkeprodukt i stedet for vand giver dejlige bløde boller. Og et syrnet mælkeprodukt som kærnemælk giver både en skøn smag og en længere holdbarhed af dit brød (lidt a la surdej – der er gode bakterier på spil). Et saftigt brød – længere.

Kærnemælksboller uden kærnemælk? Oh yes

Faktisk behøver du ikke bruge lige præcis kærnemælk i bollerne. Hvis du ikke har kærnemælk, kan du sagtens erstatte den med et surmælksprodukt som yoghurt naturel, tykmælk, ylette, creme fraiche osv. Bland det op med lidt almindelig mælk, så det får konsistens nogenlunde som kærnemælk. Så virker det lige så godt.

Kærnemælksboller uden røremaskine – s’gerne

Hvis du ikke har en røremaskine – som jeg fx ikke har i mit sommerhus – så kan du sagtens lave dejen uden. Enten ved blot at ælte dejen sammen i hånden og springe op og falde ned på den ekstra elasticitet i dejen, som røremaskinen giver (bollerne bliver lidt kortere i krummen og knap så høje).

Eller ved at brug foldemetoden. Fold dejen 4-5-6 gange med en halv times mellemrum, når du har æltet den sammen. Så får du den samme lette, luftige og saftige bolle, som maskinen vil give.

Du kan se de to foldeteknikker (stræk-og-fold + coil fold) i videoen her. Dejen er en anden, men teknikken er den samme).

Andre lækre bløde boller?

Hvis du elsker bløde boller, kunne du måske også blive fristet af:

  • Fødselsdagsbollerne – eller mormorboller, som de hedder i min familie
  • Chokoladebollerne – luftige og lækre!
  • Bløde hveder – som du bare kan kalde krydderboller, og så kører de også hele året

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Kærnemælksboller

Brød og boller

Rækker til: 12 stk.

Du skal bruge:

  • 1,25 dl vand (125 g)

  • 10 g gær

  • 5 dl kærnemælk (500 g)

  • 400 g manitoba

  • 150 g groft grahamsmel

  • 50 g finvalsede havregryn

  • 12 g salt

  • 1 spsk sukker

Sådan gør du:

  1. Opløs gæren i vandet, og bland alle ingredienser i en røremaskine. Lad den køre, til dejen slipper skålens kanter, ca. 10 minutter. Tilsæt lidt ekstra vand eller hvedemel, hvis dejen kalder på det.

  2. Lad dejen hvile på køkkenbordet i en lille time. Rør den kort igen, og sæt den så til at koldhæve i køleskabet – 8-16 timer.

    Tip: Du kan skrabe dejen over i en oliesmurt condibøtte (reklamelink). Så er der styr på den.

  3. Tag dejen ud af køleskabet 1-2 timer før, du vil bage. Beklæd en lille bradepande med bagepapir. Skrab så dejen ud på et meldrysset bord, ælt den kort igennem, og form den til 12 lige store boller. Sæt dem i den lille bradepande (3 *4 stk.), og dæk dem med et fugtigt viskestykke. Lad dem hæve lunt en times tid.

    Tip: Min lille bradepande er ca. 22 * 33 cm. Du kan også sætte bollerne tæt på en almindelig bageplade.

  4. Tænd ovnen på 220 grader varmluft, og sæt to plader ind. Sæt bollerne ind midt i ovnen, når ovnen er helt varm, og hæld en halv dl vand i en plade nedenunder (giver damp i ovnen). Giv bollerne 10 minutter, og skru så ned til 180 grader. Bag dem færdige 10-15 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Lad dem køle af på en bagerist.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Kærnemælksboller - bløde grovboller med havregryn

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.