Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()
Grove æblebrud - loadet med nødder og tranebær

Drømmer du om en blød og lækker snack, der alligevel har noget substans og næring, så den også mætter? Så bag de grove æblebrud, der er godt proppet med både nødder og tørrede frugter.

Det er en ikke for sød snack, som er lidt i familie med mine rugsnacks, bare bagt med en hvededej i stedet. Og din mave får stadig noget at arbejde med: Fuldkornsmel, nødder og tørret frugt.

Opskriften passer til 12 æblebrud, der lige kan være på en bageplade. Hvis du ikke har bagt den slags ‘brud’ før, kan du se teknikken i videoen nedenfor.

Æblebrud til den lille sult, madpakken, ulvetimen …

De grove æblebrud er et godt energitilskud, når blodsukkeret er på vej ned. Jeg gik faktisk og lavede opskriften i hovedet en dag, hvor jeg var gået lidt for langt og begyndte at drømme om chokoladescones. Men kunne mærke, at det faktisk ikke var det, min krop havde brug for. Den ville have noget med mere næring. Ikke så sødt, men stadig lækkert …

Brug dem til den lille sult, en snack i madpakken eller til at skabe ro på hjemmefronten i ulvetimen. Jeg snupper dem selv med på tur, for de slår altså det meste, jeg kan opdrive i 7eleven eller på Molslinjen.

Jeg spiser dem, som de er, men du kan også servere dem lune eller ristede med koldt smør.

Grove æblebrud – energi på den nærende måde

De fleste stykker bagværk, der hedder noget med ‘brud’ er bagt med en lys hvededej, og jo, det er lækkert, men den slags snacks laver jeg næsten aldrig (sikkert fordi jeg bager kager i stedet for …). Så jeg har gået og funderet over, hvad der skulle til for at lave et ‘brud’, der passer til mig.

Så mine grove æblebrud er – ja – med fuldkorn og stoppet ud med soltørrede tranebær sammen med ristede hasselnødder. Det giver en forholdsvis energitæt bolle med masser af knas og lækkerhed. På den ikke så kage-agtige måde.

Tips om fyld i æblebrud

Jeg har brugt soltørrede tranebær og hasselnødder. Men du kan sagtens bruge andre ting, du sætter pris på eller bare har i skuffen:

  • De tørrede frugter kan være fx rosiner – eller figner, dadler og abrikoser skåret i tern.
  • Du kan også bruge andre typer nødder, fx cashewnødder og macadamianødder. Eller solsikkekerner og græskarkerner.
  • Og du kan selvfølgelig bruge den samme grunddej til gulerodsbrud.

Her kan du se, hvordan du former dem:

Andre lækre – ikke for søde bagte snacks?

De grove æblebrud er lidt i familie med rugsnacks med tranebær – og gulerodskiks. Måske også noget for dig?

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Grove æblebrud

Brød og boller

Rækker til: 12

Forberedelse: 2,5 time

Tilberedning: 12-15 minutter

Du skal bruge:

  • 2 3/4 dl vand (lunt)

  • 20 g gær

  • 2 spsk sukker

  • 1 1/4 tsk fint salt (9 g)

  • 1,5 tsk kanel

  • 225 g hvedemel

  • 150 g grahamsmel

  • 25 g smør (blødt)

Til fyldet skal du bruge

  • 1 æg

  • 150 g æble (revet vægt)

  • 100 g soltørrede tranebær (se alternativer ovenfor)

  • 75 g ristede hasselnødder (se alternativer ovenfor)

Æblebrud - start med dejen:

  1. Opløs gær og sukker i vandet, og ælt så dejen sammen med de øvrige ingredienser – undtagen smør. Kør maskinen ca. 5 minutter, og tilsæt så smørret i stykker. Kør til dejen er jævn, og dæk den med låg eller plast. Lad den hæve lunt en times tid (skal være synligt hævet).

  2. Gør klar til at samle æblebruddene: Riv æblerne groft, hak nødderne groft.

  3. Tag dejen ud på bordet (uden ekstra mel). Lav en fordybning midt i dejen, og slå ægget ud her. Fordel revet æble og hakkede nødder og tørrede frugter oveni. Så skal der foldes og hakkes …

  4. Brug en stor dejdeler, og fold dejen ind over sig selv, skiftevis med, du hakker den i mindre stykker. Du skal ikke have fingrene i dejen! Fortsæt, til ingredienserne er groft blandet. Fordel så dejen i 12 ‘stykker’ på bagepapir.

    Tip: Se videoen ovenfor.

  5. Lad dem efterhæve 1/2 time.

  6. Forvarm ovnen til 200 grader varmluft, og bag de grove æblebrud i ca. 15 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Lad dem køle lidt af på en bagerist, før du sætter dem til livs …

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Grove æblebrud kan fryses

Du kan sagtens bage en hel portion – eller dobbelt – og gemme nogen i fryseren. De holder sig mindst 3 måneder ved -18 grader. Du kan så enten tø dem op i køleskabet natten over eller ved stuetemperatur. Vil du servere dem lune, så giv dem 30 sekunder i mikroovnen pr. stk. eller 5-10 minutter ved 180 grader varmluft.

Grove æblebrud - loadet med nødder og tranebær

 

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.